Global undervisning nr. 15, (2002)

Historie

Monet i flere farver

Af Lisa Kløcker
Et af mine minder fra historieundervisningen er et før og efter foto – med og uden Trotsky på en talerstol på den Røde Plads. Det vakte harme i klassen. Man kan da ikke bare ekskommunikere folk ud af historien. Det er jo snyd på højeste plan. Man kan sige til de sovjetiske forbryderes forsvar, at efter-fotografiets tomme plet til gengæld var så tydelig, at det satte spor i vi elevers historiebevidsthed.

Ikke al kildekritik er desværre ligeså nem. Det er yderst sjældent, at kilderne giver eftertiden så tydelige spor efter historiske konflikter. Det skyldes, at historien uden en fri presse skrives af de få, der som oftest sidder tæt på magten og vinderne.

Sådan var det i vikingetiden, hvor skjaldene fungerede som presse. De var ansat af kongen til at synge dagens nyheder for det umælende folk på gaderne. Man kan forestille sig hvilke historier, der slap gennem kongens nåleøje og senere blev skrevet ned i munkenes svært tilgængelige sprog. De historier er de primære kilder for eftertidens historieskrivning om vikingetiden.

Og sådan er det fortsat mange steder på Jorden. Hvem skriver mayaindianernes historie? Og kikuyuernes, kamayaernes og karenfolkets historie? Ja, det bilder bl.a. vi i u-landsorganisationerne os ind, at vi kan. Men vi drager alle ud med vores egen historie i rygsækken, og kan aldrig levere andet end supplementer. Historien skrives oftest af vinderne, og den samme historiske periode vurderes forskelligt, alt efter hvornår den betragtes.

Det er en stor udfordring for historiefaget, at træne elevernes kompetence i kildekritik med kilder, der enten ikke findes, eller ikke er tilgængelige på et sprog, som eleverne forstår. Vi har lavet to undtagelser, der kan bekræfte reglen.
Detektivlegen
En fjer – mange høns

Historien er et redskab til at anbringe os selv i en større sammenhæng. Som at bevæge sig på afstand af et Monet-billede, og pludselig opdage konturerne af det, der før bare var usammenhængende klatter. Derfor mangler vi vigtige farver og konturer, hvis undervisningen alene har et nationalt og europæisk fokus. Glemt bliver civilisationernes vugge, det indiske titalssystem og aztekernes højtudviklede bysamfund. Tilbage står nutidens fjernsynsbilleder fra de samme områder med hungerkatastrofer, overbefolkning og forhutlede bondesamfund. Gad vide, om det kan virke befordrende for menneskers møde og sameksistens i en globaliseret og mange steder flerkulturel hverdag, hvis vi også sætter hinanden i historiske sammenhænge, hvor magtforholdet har været et ganske andet end i dag? Vi foreslår en øvelse ud fra devisen: Det er værd at prøve!
Tørresnoren

Den danske vinkel kan være svær at ryste af sig. Så sent som i 1960erne var et af de to mest udbredte lærebogssystemer skåret over samme læst som Skoleloven fra 1899, der plæderer for "At fremelske en sund og kraftig Fantasi med en varm og levende Følelse, særlig for vort Folk og Land, er Historieundervisningens Opgave." Det var nationsdannelsen, senere Grundloven og det begyndende demokrati, der havde brug for en god portion fædrelandskærlighed. Så sent som i globaliseringens tidsalder ses i dag den samme tendens til at indskrænke bevidstheden, når man planlægger, at besparelserne på Nationalmuseet udelukkende skal ramme "verdensafdelingen", og dermed efterlade Nationalmuseet som et dansk nationalmuseum for danskerne og om danskerne.

Den sidste øvelse viser, hvor galt det kan gå, hvis magten og nationalstemningen, som i Nazityskland, står uimodsagt. Kildematerialet er tyske propagandafilm fra 1930 til 1943. Her skæres de filmiske virkemidler ud i pap, og giver eleverne mulighed for på historisk afstand at chokeres over, hvad samtiden åd stort set råt.

Det giver en kærkommen oplevelse af hvor vigtig historiebevidsthed og refleksion er for verdens mulighed for at vokse videre i den bedst mulige retning.
Propagandafilm