Global undervisning nr.12, (2002)

Identitet

Global Undervisning Nr. 12 om identitet

I dag er det et grundvilkår for danske børn og unge at være knyttet til en række forskellige subkulturer, som de fleste bevæger sig ind og ud af med den største selvfølge. Hjemme hos legekammeraten kan maden, tøjet og sproget være helt anderledes end i ens egen familie. Hos bedstemor i Thy er tonen en anden end i ungdomsklubben, eller på arbejdet i supermarkedet. Og med massemedierne er mode, tøj, musik og idoler fra andre steder på kloden inden for rækkevidde. Det moderne menneskes identitetsdannelse foregår derfor også med inspiration fra flere forskellige værdisæt, hvilket de fleste lever udmærket med. For nogle er balancegangen mellem de forskellige kulturelle, etiske og adfærdsmæssige rum dog sværere end for andre. Det gælder fx de piger fra muslimske familier, som stilles over for modsatrettede krav fra skole og familie. Men det ændrer ikke på, at man i en undervisningssituation kan behandle unges tilknytning til forskellige subkulturer som et fælles anliggende. Øvelsen Pyramidens hemmelighed lægger således op til at afdække unges inspirationskilder med en målsætning om at skabe mere rummelighed og mindre kassetænkning i klasseværelset.

Vanetænkning er ofte med til at opretholde magtstrukturen i en klasse. Heri gemmer sig en spændende dagsorden: Hvilke kriterier afgør, hvor man havner i klassens hierarki? Hvilke værdier eller kompetencer udløser point? Hvordan synliggøres klassens værdisæt, og hvordan skaber man plads til flere parallelle værdisæt? Her kan man trække værdier fra vidt forskellige andre samfund ind som bud på, hvor forskellige værdier kan se ud. Øvelsen Klassens cirkler kan anvendes i denne sammenhæng.

Unge holder ligesom alle andre orden i kaos ved at kategorisere deres omverden. De danner subkulturer, hvor de eksperimenterer med tøjstil, sprogbrug, musik og bestemte ritualer som led i deres identitetsdannelse. Kategorierne næres af de unges eget behov for et gruppetilhørsforhold, hvor netop forskellen fra omverdenen kan være med til at definere ens egen gruppeidentitet. De bruger symboler til at fortælle omverdenen noget om sig selv og for at signalere deres personlige identitet. Men de bruger også symboler til at kategorisere andre mennesker og forholde sig til deres fremmedhed. De forestillinger og billeder, de skaber om andre, er ofte forsimplede, og de kan være forfejlede og direkte usande. Og jo mindre kontakt man har til andre grupper, jo mere unuanceret bliver opfattelsen af de andre.

Det er både menneskeligt og naturligt at glemme, at forskellige mennesker ser forskelligt på tilværelsen. Hvad der er helt normalt og indlysende for én selv, er ikke altid normalt eller selvfølgeligt for andre. Her handler det om at gøre det værdifilter, vi ser verden igennem, mere synligt for os selv. Og det kan netop ske ved at lade eleverne møde med det anderledes og træne deres interkulturelle kompetencer. Det går øvelsen Førstehåndsindtryk ud på.

En af de kategorier for identitet, der gælder på globalt plan, er de nationale grænser. Der er vist ingen der kan sige sig fri for, at der opstår et billede til udtrykket: den typiske skotte, den typiske italiener og den typiske finne. Den bedste medicin mod fordommene består i at opnå personligt kendskab til folk fra forskellige samfund for at sikre lidt flere variationer. Inden for skolens fire vægge kan man starte med øvelsen Personportrætter, men det der virkeligt kan rykke er venskabsklasser, gæstelærerbesøg og ekskursioner, også selvom de ikke bevæger sig længere end over på den anden side af bæltet.

Lisa Klöcker