Global undervisning nr.14 (2002)

Racisme

Nysgerrigheden længe leve!
På en togtur med min dengang treårige og meget snakkesalige søn kom en meget sort mand og satte sig over for os. Min søn blev tavs og sad bare og stirrede på manden. Nu var det mig, der talte, og det handlede om alt andet end vores medpassager, for mine ord havde til formål at forhindre min søn i at sige noget om manden. Jeg var bange for, at manden ville tage drengens ord ilde op og opfatte mig som racist. Så hellere forsøge at negligere den i øvrigt meget iøjnefaldende mand.

Racisme er et af de begreber, der kan ødelægge enhver diskussion om noget fremmedartet. Får man stukket "racist!" i ansigtet, hver gang man udtaler sig om sin utilfredshed eller bekymring for det flerkulturelle samfund, så lukker diskussionen, uden at nogen er blevet klogere.

Vi skylder disse diskussioner at gøre dem så klare som muligt. Et sted at starte er at lægge omtanke bag sprogbrugen. Hvis man kalder alting for racisme, fjerner man fokus fra det, der skaber problemet. Man må skelne mellem racisme, diskriminering og fremmedhad. Her vælger vi at opfatte racisme som en ideologi, diskriminering som en handlingsstrategi, og fremmedhad som en affekt eller en holdning.

Racisme som ideologi bygger på en antagelse af, at nogle racer er andre overlegne. Racismen er et produkt af oplysningstiden og et resultat af tidlige forsøg på at gøre mennesket til genstand for biologisk analyse. Racismen er på den måde et progressivt indslag i 1700-tallets videnskab, fordi racismen som ideologi prøver at forstå mennesket som en del af naturen og ikke ved hjælp af teologiske og metafysiske begreber. I dag ved vi, at racisme er en dårlig ide, fordi antagelsen om raceforskellene ikke holder, hverken videnskabeligt eller moralsk.

Intet samfund uden diskriminering. Folkeskolelærere kan med rette føle sig diskrimineret på arbejdsmarkedet, fordi de får en lavere løn end tandlæger. Kvinder bliver vraget til fordel for mænd, fordi de første har en livmoder. Og indvandrere vrages på grund af deres manglende danskkundskaber. Og så videre. Diskriminering er nedlagt i vores love, handlemåder, selvopfattelse og sociale spilleregler. Diskriminering af indvandrere kan derfor opfattes som en blandt flere diskrimineringsstrategier. Det gør ikke diskrimineringen mindre uretfærdig, men det ændrer diskussionen og identifikationsmulighederne mærkbart, at diskriminering er noget, de fleste af os har oplevet.

Anderledes - Den grimme ælling - Kammerater
Pia Kjærsgaard er nok den dansker, der har lært os mest om fremmedhad. Mig har hun lært, at de mægtige og velstående har lettere ved at vise tolerance over for andre mennesker, end de der er mere udsat i samfundet. De velbjergede kan gemme sig bag villaens høje hegn og forarges over deres fattige medborgere, der klager over indvandrerne i deres opgang. Fremmedhadet er ikke jævnt socialt fordelt. Derfor må det heller ikke gøres til et moralsk spørgsmål, for befolkningen har både økonomisk, uddannelsesmæssigt og socialt vidt forskellig mulighed for at håndtere det flerkulturelle samfund.

Racisten
Fremmedhadet opstår, når vores hårdt tilkæmpede orden af tankevaner og levemåder forstyrres. Truslen skaber enten nysgerrighed, irritation eller angst, alt efter hvordan det fremmede opleves. Op gennem historien er de fremmede blevet opfattet som naive, barbariske eller eksotiske, som i Tintin i Congo fra 1930 og Lille sorte Sambo fra 1937. Tintin i Congo fik en ny og mere tidssvarende udgave, og der er fortsat folk, der ringer til Gyldendal og anklager dem for at formidle et unuanceret Afrika-billede i Lille sorte Sambo. Tilsvarende har der de sidste år været kraftige protester mod Mujaffa-spillet på internettet, som afbilder indvandrere med store smykker i nylakerede bimmere på evig jagt efter blondiner. Alle tre eksempler fra populærkulturen på, hvordan forskellige samfund til forskellige tider har afbildet og opfattet det fremmede. Sådanne billeder er et godt udgangspunkt for at diskutere fremmedhad. Vi ville meget gerne kunne henvise til et eksempel på andres syn på os danskere, men mig bekendt findes der ikke en afrikansk tegneserie om europæere. Det er synd og skam, for det er altid en øjenåbner at genopleve sig selv, hvilket netop kan ske i mødet med det fremmede, som også stiller spørgsmål til én selv.

Sådan er vi!
Tilbage i toget med den mørkesorte mand forhindrede den politisk korrekte mor enhver form for spørgsmål fra den treårige dreng og gjorde sig dermed skyld i drab på nysgerrigheden. Alt sammen for at sikre sig ikke at blive kaldt racist.

Lisa Klöcker