Baggrundsanalyse

Af Tim Whyte 

De formelle politiske forandringer i Nepal førte ikke i sig selv til megen forandring i gældsslavernes tilværelse. Højkaste-bosætterne fra højlandet, der havde fået deres land via kontakter til regeringen, forblev tæt på magten gennem hele Panchayat-statens et-parti styre. Hovedparten af jordejerne er stadig efterkommere af bosætterne fra højlandet, højkaste Brahminer og Chetrier, og mange af dem nægter selv at pløje jorden. I 1990 blev der genindført flerpartisdemokrati i Nepal – efter en tidligere erfaring med formelt demokrati i 1950’erne, som hverken blev rodfæstet eller langvarig. Flerpartisdemokratiet gav håb om, at andre kaster og ideologier ville vinde fodfæste i regeringen. Det skulle dog vise sig, at de fleste af de lokale ledere af de politiske partier, fra venstrefløjens kommunister til det konservative nationaldemokratiske parti, kom fra de samme jordejende familier – som stadig ejede gældsslaver. Ti års demokrati ledte ikke til nogen ny lovgivning, der kunne sætte en stopper for gældsslaveriet.

Hovedfortalerne for kamaiyaerne kom derimod fra et hjørne af det nepalesiske samfund, som er blevet udviklet i kølvandet på de demokratiske reformer. Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, som er sikret af den nye forfatning, har dannet grundlag for en opblomstring af foreninger, menneskerettighedsorganisationer og uafhængige medier. De bedste af disse organisationer, aviser og radiostationer påviser langvarige betændte konflikter i det nepalesiske samfund.

Kamaiya Frihedsbevægelsen opstod midt i tungsindet og frustrationen, der prægede demokratiets ti års jubilæum. Bevægelsen blev støttet af en koalition af nepalesiske sociale og menneskerettighedsorganisationer, der arbejdede sammen med gældsslaverne selv, medierne og internationale hjælpeorganisationer og netværk. Gennem en vedholdende tre måneders kampagne – med marcher, sit-ins, retssager og erklæringer, demonstrationer og pressekonferencer – lykkedes det bevægelsen at tvinge den nepalesiske regering til at eftergive kamaiyaernes generationsdybe gæld. Kamaiyabevægelsen er på en måde en civilsamfundskampagne, men det er interessant at bide mærke i, at kun få kamaiyaer har statsborgerskabspapirer. De kæmper fra bunden af samfundet for at få de basale demokratiske strukturer til at virke for dem. Det er tydeligt, at demokrati, lige som frihed, ikke blot skabes af regeringsbestemmelser men skal kræves gennem en fortsat kamp. Takket være Nepals ti år gamle flerpartisdemokrati, har det i det mindste været muligt for kamaiyaer og menneskerettighedsorganisationer at tage del i kampen. Den slags åbne og organiserede folkebevægelse ville aldrig være blevet tilladt under det et-parti Panchayat-system, der herskede i Nepal før 1990.

Mange foreninger og menneskerettighedsorganisationer opererer med deres egne særinteresser og domineres ofte af mange fra den samme jordejende elite. I et fattigt land er den slags organisationer kilder til arbejde og magt. Den ofte udtrykte kritik, at de står i taknemmelighedsgæld til deres udenlandske donorer, er også i nogen grad berettiget, selvom man nok undervurderer de lokale aktørers betydning. I det store billede er det dog ubestrideligt, at deres arbejde har mobiliseret tusinder af mennesker i en seriøs social bevægelse - mennesker, som ellers ikke havde nogen adgang til samfundets offentlige sfære. Organisationernes virkelig triumf bestod i, at de turde gå ud over det fundament, de havde skabt med hjælpeprogrammer som læseundervisning og opsparingsgrupper, for at udfordre de fundamentale magtstrukturer i samfundet.

Kampen er langt fra ovre, tvært i mod, som en af organisatorerne i Kamaiyabevægelsen for nylig bemærkede, er den virkelige bevægelse først ved at begynde. Den største udfordring forude ligger i spørgsmålet om jord. Raj Dev Chaudhary fra den gruppe af kamaiyaer, som anlagde den første retssag for frihed, beskriver situationen godt: "Hvis regeringen kun giver os en eller to kattha land, vil de fleste kamaiyaer blive nødt til at vende tilbage til herremanden for at arbejde. De vil blive kamaiyaer igen." Det mål for land, han bruger (en kattha) er lige nok til at bygge et hus og plante en lille køkkenhave.* Det er alt for lille til at føde en familie og meget mindre end de stykker land, regeringen tidligere har tildelt jordløse folk. Ikke desto mindre går den nuværende regeringsplan for rehabilitering ud på at tildele netop dét: en eller to kattha jord pr. familie. Selv med større jordstykker er det ikke sandsynligt, at kamaiyaerne modtager nok til at blive selvforsynende. Jordstykkernes størrelse er afgørende, fordi det vil bestemme, i hvor høj grad de frigivne arbejdere vil være afhængige af herremændene og dermed deres evne til at forhandle deres forhold som landarbejdere, såsom deres lønninger og brugen af deres børn som tjenestefolk.

En mere generel udfordring for kamaiyaerne består i at kræve de sociale rettigheder, de blev nægtet under slaveriet - rettigheder, der strækker sig fra muligheden til at tale offentligt til skolegang for deres børn. Bevægelsen har medført betragtelig opmærksomhed om kamaiyaernes elendige forhold. Der er fare for, at den stigende interesse fra donorer og internationale NGO’er - der altid er usikker – kan skabe afhængighed af sociale organisationer i stedet for at hjælpe kamaiyaerne i deres vedvarende udfordring af de magtstrukturer, der undertrykker dem. Igen er retten til jord vigtig, da det vil skabe et uafhængigt fundament, som kamaiyaerne kan bygge deres tilværelse på.

Hvad end fremtiden bringer, har alene erfaringen fra Bevægelsen bragt kamaiyaerne tættere på frihed. "Da Kamaiyabevægelsens organisatorer første gang kom for at tale med os om vores rettigheder, blev herremanden vred... Vi var bange for, at vi ville blive slået. Men jeg besluttede at tale med dem alligevel," husker Debi Lal Tharu. Det har været en lang og vanskelig rejse siden da. Men hen ad vejen bevirkede demonstrationerne og det fællesskab, der opstod i lejrene, hvor de frigivne kamaiyaer blev stuvet sammen, at kamaiyaerne opdagede deres styrke. "Da vi nåede Dhangadi, råbte vi sloganerne højere. Alle var entusiastiske," siger Bikan Chaudhary, da hun fortæller om den første gang, hun var med til en demonstration: "Jeg var slet ikke bange." Det nye offentlige liv har tilladt kamaiyaerne at konfrontere årevis af isolation og underkastelse. Det er lige så meget det at opleve deres egen styrke, som det er gennem erklæringen i Kathmandu, at kamaiyaerne er ved at blive frie. Som Debi Lal siger: "Nu er jeg ikke længere nervøs over at tale ansigt til ansigt med herremanden. Før blev jeg nødt til at bukke mange gange, når jeg skulle tale med ham. Nu er én gang nok."

Tim Whyte er antropolog tidligere ansat som udviklingsarbejder hos BASE i Nepal

Note: Landbrugsjord måles generelt i to forbundne nepalesiske enheder: 20 "kattha" er lig med 1 "bigha", sidstnævnte svarer omtrent til 2/3 hektar. Ti kattha jord anses normalt for at være et minimum for et lille familiebrug, der skal være selvforsynende af mad. 1 bigha ville være en beskeden besiddelse for en lokal familie. Mange af de store herremænd ejer 10-15 bigha jord lovligt (det er regeringens loft for jordbesiddelse) og optager illegalt mindst et tilsvarende stykke af tilstødende offentligt jord eller skov.