|
Danske fæstebønder
Omkring 1750 boede langt de fleste mennesker
i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store
områder med uopdyrket jord – overdrev – og landsbyer,
hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen
lå de opdyrkede jorder. En landsby kunne før landboreformerne
rumme op til 15-20 gårde foruden husmandshuse og
håndværkerhjem. Desuden var der i de større landsbyer også
en kirke, skole, smedje og evt. et fattighus.
 Godset og fæstesystemet
Landsbyens beboere ejede kun de færreste steder den jord, de
dyrkede, eller de bygninger de boede i. De var fæstebønder,
dvs. gård- eller husfæstere under et gods, som var ejet af
en adelig eller borgerlig godsejer, kronen eller en
institution, fx Københavns Universitet.
I det daglige så fæstebønderne på de store højadelige
godser ikke meget til deres herskab. Herskabet havde ofte
flere godser at bebo på skift, og en del af året blev
tilbragt i København. En godsforvalter og en godsinspektør
stod for den daglige ledelse af godset. Godsets indtægter kom
fra hovedgårdsjorden, dyrket af godset selv, dvs.
fæstebønderne, og fra bøndergodset – dvs. fra
fæstegårde og huse - i form af afgifter.
Fæstebønderne havde brugsretten over jord og bygninger mod
at betale en række ydelser. Ved overtagelsen af gården eller
huset skulle der skrives fæstebrev og betales en
indfæstningsafgift. I fæstebrevet stod, hvor meget der
skulle betales i årlig landgilde til godsejeren. Denne ydelse
lå fast og kunne på en middelstor sjællandsk gård udgøre:
2 tdr. rug, 5 tdr. byg, 2 tdr. havre, l lam, l gås, nogle
høns og 20 æg. Landgildets størrelse kunne variere meget
fra gods til gods.
Fæsteren skulle endvidere yde hoveri – dvs. en
arbejdsydelse - til godsejeren. Hvor meget arbejdskraft den
enkelte bonde skulle stille til rådighed afhang af, hvilket
gods han hørte under.
Avlingshoveriet var det egentlige landbrugsarbejde, der skulle
udføres på hovedgårdens marker - pløjning, såning,
harvning, høst, tærskning o.lign. Dette arbejde kolliderede
ofte med, at bonden selv skulle udføre det samme på sine
marker, og han måtte så enten lade sit eget arbejde vente
eller forsøge at købe sig fra pligterne ved at betale en
husmand for at udføre arbejdet. Foruden avlingshoveriet var
der også småhoveriet, som kunne være hjælp i hovedgårdens
husholdning - bagning, slagtning, vask, havearbejde o.lign.
Småhoveriet blev ofte udført af husmænd, der normalt skulle
yde ugedagstjeneste, hvilket vil sige arbejde 52 dage om
året. Hoveriet for en fæstegård kunne derimod komme op på
over 200 dage om året, såfremt ydelsen ikke blev betalt i
penge – det kaldtes hoveriafløsning.
Foruden indfæstning - som var en engangsydelse - landgilde og
hoveri skulle fæstebonden også betale tiende til præsten og
skatter til kongen.
En undersøgelse af vestfynske godser har vist, at ca. l/3 af
et gods' indtægter kom fra bønderne, først og fremmest
gennem landgilden. Hertil kom, at godsernes hovedgårdsjord
ikke kunne drives uden den arbejdskraft, hoveriet gav.
Stavnsbåndet
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere
og militær. Det indebar, at alle mænd på landet mellem 14
og 36 år skulle blive på det gods, hvor de var født, så
længe godsejeren kunne tilbyde dem arbejde eller fæste.
Aldersgrænsen blev udvidet i 1742 og igen i 1764, så
stavnsbåndet gjaldt for alle mænd på landet mellem 4 og 40
år. Resultatet var, at bonden blev tvunget til at være
jordbruger på samme sted i de mest aktive år af sit liv.
Det var godsejerens ansvar at sørge for soldater til
landmilitsen, så begrundelsen for stavnsbåndet var, at der
skulle være mandskab nok på godserne hertil. Den egentlige
årsag var dog at sikre godsejerne arbejdskraft. Stavnsbåndet
var i princippet ikke noget nyt. Fra omkring år 1500 havde
man på de sjællandske øer haft vornedskab. Det indebar, at
bondesønner skulle blive på det gods, hvor de var født hele
livet igennem.
Stavnsbåndet blev indført for at afhjælpe en alvorlig
landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende
efterspørgsel fra vore eksportlande og afvandring af folk fra
landet til byerne. Derfor havde godsejerne vanskeligheder med
at finde fæstere til deres gårde og karle til at hjælpe med
arbejdet. Resultatet var, at hverken godsets jord eller
fæstegårdenes jord blev dyrket optimalt. Oven i det skulle
godsejerne selv betale skat for de tomme fæstegårde. Med
mangel på folk var det også svært for godsejerne at
undvære mænd til militæret. Godsejerne var derfor
interesseret i at få indført stavnsbånd, så de kunne holde
på bønderne og tvinge dem til at overtage fæstegårde.
Godsejerne fik hjælp fra militæret, som også var
utilfredse, fordi landmilitsen var blevet ophævet i 1730 af
økonomiske grunde. Militæret og godsejerne gik sammen, og i
1733 fik de genindført landmilitsen kombineret med
stavnsbåndet.
Uddrag af artiklen Landbosamfundet ca. 1750
fra Frilandsmuseets Jubilæumsside.
Copyright: Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet
|
