Kamaiya-systemets opståen

Tharuerne er de oprindelige beboere i det subtropiske lavland på grænsen mod Indien. Helt op til 1950'erne var området dækket af tæt skov og plaget af malaria, som kun tharuerne var resistente overfor. Som agerbrugere levede de isoleret - den eneste kontakt med omverdenen var et årligt besøg af den lokale fyrstes skatteopkræver i de malariafri vintermåneder. Men WHOs malaria-bekæmpelsesprogrammer i 1950'erne åbnede området for bosættere fra både nord og syd.

Tharuernes traditionsbestemte ret til jorden, de dyrkede og boede på, blev gradvist udkonkurreret, da staten i begyndelsen af 1960'erne åbnede op for tinglysning af jordområder. Højkastegrupper fra højlandet benyttede i mange tilfælde deres kontakter i statsapparatet til at få adgang til jord, der tidligere havde tilhørt tharuerne. Tharuerne kendte ikke til regler for registrering af jord og havde svært ved at forstå, endsige læse og skrive, det officielle sprog nepali - og var dermed et let bytte for pengeudlånere, jordejere og embedsmænd.

Nogle valgte at begynde forfra mere ufremkommelige steder i det sydvestlige Nepal, dengang der endnu var jord nok, men langt de fleste blev og tilpassede sig og begyndte at arbejde for de nye jordejere som forpagtere eller landarbejdere. Der er enkelte beretninger om oprør, som tilsyneladende altid endte med tharuernes nederlag.

Kamaiya er oprindeligt et ord i tharufolkets sprog, der tilnærmelsesvist betyder "arbejder". Ordet bruges traditionelt som en betegnelse for arbejdsduelige medlemmer af en husstand, og der ligger ikke noget nedsættende i ordet eller andet, der indikerer underdanighed. Ordet er med tiden blevet betegnelsen for de landarbejdere, der med en særlig aftale arbejder for en jordejer og ofte også bor på herremandens jord.