Det moderne Nepals historie

Selvom man ved, at kiratierne og licchavierne herskede over Nepal i fortiden, stammer de første detaljerede historiske beretninger fra Malla-dynastiet. Mallaerne herskede over Kathmandu-dalen og dens omgivelser i ca. 250 år fra omkring år 1200 med stor fremgang for kongeriget omkring Kathmandu-dalen. På det tidspunkt blev resten af det nutidige Nepal - især de vestlige egne - styret af en række forskellige feudalherrer, og også Kathmandu-dalen blev splittet op, da Malla-dynastiet smuldrede.

Nepal samlet
Men Shahen Prithvi Narayan den Store fra det lille Gurkha-kongerige tog initiativet til at samle Nepal og grundlagde det nuværende kongedømme. Det skete på et tidspunkt, hvor briterne allerede havde opkøbt adskillige stater i subkontinentet for at danne det, der i dag er kendt som Indien. Kongen ville have kontrollen over Kathmandu-dalen for at kunne styre de vigtige handelsruter mellem Indien og Tibet, og derefter fortsatte han med at udvide mod øst og vest mere eller mindre til de nuværende grænser. Mod nord lå de enorme Himalaya-bjerge, og mod syd herskede kolonimagten Storbritannien. At bekæmpe datidens supermagt ville ikke føre noget godt med sig for Nepal. Det må have været den situation, der fik ham til at sammenligne sit kongerige med "en kartoffel mellem to kampesten". Denne sammenligning bruges stadig af eksperter i udenrigspolitik til at beskrive begrænsningerne og rækkevidden af Nepals udenrigspolitik.

Efter den store konges død skubbede hans søns rigsforstander, Bahadur Shah, Nepals grænser endnu videre. Udvidelsen af territoriet gav Nepal vanskeligheder med at kontrollere og befæste de nye dele af landet, da Nepal blev tvunget til at gå i krig med både Storbritannien i syd og med mellemrum tibetanerne og kineserne i nord. Nepal måtte tage imod det sidste britiske stød i 1814, der tvang landet til at opgive territorier indtil Kashmir i vest og meget af de sydlige sletter. Et kort fra de dage viser, at næsten halvdelen af Nepal blev tabt med Sugauli-traktaten af 1816, der anerkender Nepals nuværende grænser med Indien i øst, syd og vest.

Rana-familiens jernhånd
Da freden havde lagt sig over grænserne med Britisk Indien, blev der ikke udkæmpet mange krige mere. Det gav pusterum til intriger, grupperinger og omgrupperinger af politiske kræfter i kampen om magten i landet. Det gav adelsfamilien Ranaerne mulighed for at tage magten. Hofmanden Jung Bahadur Rana manipulerede andre til sin egen fordel og organiserede i 1846 en massakre for at udrydde enhver opposition. Den regerende dronning blev nødt til at tildele ham embedet som statsminister, en post der længe efter hans død fortsatte med at blive overleveret fra et medlem af Rana-familien til det næste. Den kongelige familie kom i husarrest, og Jung Bahadurs familie overtog opgaven med at styre landet, hvilket de gjorde med jernhånd og en meget streng fortolkning af hinduismen. Frem til 1951 forblev Nepal i middelalderen. Kongen var udelukkende en kransekagefigur, som Rana-familien gjorde brug af for at legitimere sit styre. Rana-herskerne benyttede deres magt til at overdrage store jordområder til deres familie og tro støtter. I 1951 var 36% af landbrugsjorden ejet af familie og venner af Ranaerne. Chandra Shumsher Rana bør også nævnes, da han i 1926 gjorde slaveri ulovligt i Nepal.

Demokratiske forsøg
Modstanden mod Ranaerne tog til med støtte fra Kong Tribhuvan, den nuværende konges bedstefar, efter at Indien blev selvstændigt i 1947, og Ranaerne indså, at de var blevet indhentet af det 20. århundrede. Masseopstande i Nepal medførte, at der i 1951 blev dannet en regering bestående af både Ranaer og folk fra det nyligt dannede Kongresparti. De nye kræfter havde kun det mål af få Rana-styret afskaffet. De politiske ledere manglede politiske mål og politisk erfaring, og Kongrespartiet var præget af indre magtkampe. Det efterfølgende kaos gav ikke flerpartisystemet mulighed for at rodfæste sig i Nepal. Der var oprør på den hjemlige front og i de omkringliggende områder. Storbritannien havde forladt Indien, Kina havde gennemgået en revolution, og Nepal var selv på vej ind i en æra med åben politik efter lang tids mørke. I august 1952 opløste kongen regeringen og indførte enevælde med en rådgivende forsamling, som han selv udnævnte.

Ny forfatning
Kong Mahendra, den nuværende konges far, skabte en ny "demokratisk" forfatning i 1959 for at få kontrol med tingene, og samme år blev der afholdt parlamentsvalg udskrevet af kongen. Kongrespartiet dannede regering med absolut flertal, men kongen afgav ikke den udøvende magt. Et statsligt embedsapparat blev opbygget dog med rødder i det feudale administrationssystem fra ranatiden, og mange udviklingstiltag blev sat i gang. Men selvom der blev afholdt valg, jordreformer blev gennemført, økonomisk infrastruktur blev anlagt, og andre basale elementer, der skaber en stat, blev planlagt og udført, var det ikke en politik, hvor befolkningen kunne udøve deres fundamentale rettigheder. Derfor blev forfatningen forkastet af en folkelig bevægelse i 1990, og en ny demokratisk forfatning blev underskrevet af Kong Birenda i november 1990. Den nye forfatning indførte konstitutionelt monarki, hvor kongen fortsat er statsoverhoved, men den udøvende magt ligger nu hos regeringen.

1990-forfatningen er stadig gældende i dag, men manglen på statsmandsevner hos de nye ledere og de stigende forventninger blandt befolkningen har været en hård prøve for flerpartisystemet. Korruption, politik for egen vindings skyld, manglende viden om fakta og manglende vilje til at gøre noget ved den stigende fattigdom har alt sammen været med til at drive nationen ud i voldelige tilstande. Den 26. november 2001 erklærede regeringen undtagelsestilstand i landet, og hæren blev sat ind for at slå den stigende uro forårsaget af Nepals maoistiske oprørsbevægelse ned.