En fri mand

Raj Dev Chaudhary sidder og kigger ud over den tørre og gulnede græsmark, der er fint afgrænset med en lav jordvold. "Dette land er ikke mit, fordi jeg ikke har identitetskort, der giver mig ret til en jordlod. Dette land har jeg selv taget," siger Raj Dev med et fast blik og lidt forbitret smil.

I kamaiya-genbosættelsen, der kaldes Sri Lanka, finder vi Raj Dev Chaudhary siddende på hug foran en lille hytte, som han og hans familie har bygget for 4 måneder siden i august 2001. Han er en af de 19 kamaiya familier, der i maj 2000 besluttede sig for at anlægge en retssag mod deres herremand - den tidligere minister Shiva Raj Pant. Den beslutning blev den direkte forløber for den bevægelse, der blev sat i gang blandt tusindvis af kamaiyaer i det vestlige Nepal.

Raj Dev peger ud på markerne og udtrykker sin ærgrelse over, at han og hans familie ikke nåede at gøre jorden klar inden regntiden i maj, "Det betyder, vi stadig ikke har mad – og stadig ved vi ikke, hvor maden skal komme fra."

Raj Dev spoler tiden tilbage og begynder sin beretning:

Intet begreb om penge
"Mine bedsteforældre og far kom fra Dang-dalen. De arbejdede under en skrap herremand, der var voldelig overfor sine kamaiyaer. Mine bedsteforældre havde et lån hos herremanden. De var begge analfabeter og havde intet begreb om penge. Herremanden kunne faktisk snyde dem, for de var ikke i stand til at få indsigt i regnskabet. Jeg tror egentlig ikke, at lånet bekymrede dem særligt. Det vigtigste var, at de fik mad. De stillede ikke krav – gjorde bare som de skulle. Med tiden blev forholdene så alligevel utålelige – ikke kun hos herremanden, men også i Dang på grund af tilflytning fra bjergene. Derfor besluttede de sig for at forlade herremanden og søge nye muligheder i lavlandet.

På det tidspunkt var lavlandet jungle. Der var ingen vej, som der er i dag. Kun en lille sti. Mine bedsteforældre var på flugt fra herremanden og deres gæld, og det eneste, de kunne medbringe, var lidt mad, som de skulle overleve på under rejsen. Da de ankom til Kailali, var der ingen jord tilbage. De havde intet, hvormed de kunne starte et nyt liv. Derfor opsøgte de en herremand i distriktet for at sælge deres arbejdskraft for mad."

Betalt i ris
"Det blev begyndelsen til et nyt gældsbånd. Herremanden var begejstret for sin nye arbejdskraft og tilbød dem lån. Typisk bliver kamaiyaer betalt i ris, men skal man bruge penge til tøj eller til andre formål, må man tage lån hos herremanden. Min familie tog imod, og således fortsatte løbebanen som kamaiyaer, blot hos en ny herremand.

Jeg blev født fem år efter, at familien havde forladt Dang. Da jeg var seks år, blev jeg sat til at vogte herremandens geder, og da jeg var tolv, blev jeg selv kamaiya, dvs. sendt på arbejde i marken. Jeg kan huske de lange arbejdsdage, fra 5 morgen til 8 aften. Det var hårdt, og jeg beklagede mig til min far, men han kunne ikke hjælpe og sagde, at jeg måtte acceptere mit liv som kamaiya.

Hos herremanden boede 30 kamaiya-familier. Jeg husker ikke, at der var problemer, eller at kamaiyaerne var utilfredse. Der var god stemning. Vi boede sammen med mine bedsteforældre og havde det godt. Vi havde faktisk også et godt forhold til herremanden.

Den eneste konflikt, jeg husker, var, at jeg gerne ville gå i skole, for der lå en skole ikke langt fra vores hus. Jeg kan huske børnene i skoleuniformer. Sådan én ville jeg også gerne have. Jeg bad mine forældre om at få lov til at komme i skole, men mine forældre sagde bare, at hvis jeg ikke ville arbejde, skulle de arbejde hårdere. Der var heller ingen penge til uniform, bøger og blyanter. Jeg spurgte også herremanden, om jeg kunne gå i skole, men han sagde, at jeg var søn af en kamaiya, derfor skulle jeg arbejde. Der var ingen af kamaiya-børnene hos herremanden, der gik i skole."

Ikke nogen løsning
"Da jeg var 20 år, blev jeg gift, og vi fik i alt ti børn, men fire er døde. Jeg var ikke i stand til at sende mine børn i skole. De har også arbejdet som kamaiyaer alle sammen. Systemet var sådan, at hele min familie var nødt til at arbejde for herremanden, og alligevel talte arbejdskraften kun som én, når der skulle udbetales løn i form af ris. Jeg tænkte meget over, hvordan jeg kunne tjene penge, så jeg kunne udbetale mit lån, men jeg fandt aldrig frem til nogen løsning. Derfor blev vi hos herremanden.

Jeg tror, at min far havde accepteret livet som kamaiya. Han tænke ikke på, hvor meget han skyldte herremanden. Jeg har altid tænkt meget på mit lån. Det er den store forskel på min far og mig.

Grunden til, at jeg blev klar over min situation er også, at nogle organisationer kørte programmer for os kamaiyaer. De kom og talte om mindsteløn, rettigheder osv. Det var faktisk sådan, at hele frihedsbevægelsen startede. Sammen med organisationerne besluttede vi 19 familier os for at sagsøge herremanden hos de kommunale myndigheder. Vi fik svar tilbage om, at det kunne de ikke tage sig af. Så gik vi videre til amtsmyndighederne, og her fik vi samme svar. Det var her en større bevægelse kom i stand. Vi deltog i en masse demonstrationer i hovedbyen i Kailali, Dhangadhi, og vi var rigtigt mange kamaiyaer, tusindvis.

På den tid blev vi nødt til at flytte fra herremanden. Han var blevet rigtig sur over vores initiativer og ville ikke lade os bo på sin jord længere. Men han ville jo stadig kunne kræve alt fra os pga. vores lån. Vi flyttede ind hos familier rundt omkring, men det var et kæmpe problem at få mad."

Frihed i et fængsel
"Jeg var med i Kathmandu til demonstrationen d. 17 juli. Vi havde startet demonstrationen om morgenen foran parlamentsbygningen. Jeg blev arresteret, og sendt i fængsel. Jeg hørte regeringens beslutning i fængslet. Det var faktisk den nuværende Premierminister Deuba, der kom og fortalte os det. Det var den lykkeligste dag i mit liv. Jeg fik min frihed i et fængsel.

Da vi kom tilbage fra Kathmandu, var der mange kamaiyaer, der var blevet smidt ud af deres herremænd. Der blev organiseret lejre rundt omkring i distriktet. Vi fik presenninger til at bygge telte af, og organisationerne prøvede at skaffe mad. Der var nogle, der havde ris med fra herremanden. Min kone døde i lejren. Kort efter blev jeg gift igen.

Vi boede i lejren i 10 måneder. Så begyndte vi at finde land selv. Regeringen har intet gjort for os. De har ikke engang været i stand til at give os de identitetskort, der gør, at vi kan få tildelt land. Her i Sri Lanka er vi 65 familier, der stadig mangler vores identitetspapirer. Jeg har ingen ret til dette land, og myndighederne kan fjerne mig og min familie, hvis de ønsker det.

Alligevel er det meget bedre nu. Før var jeg en herremands ejendom, nu er jeg et menneske. Jeg er fri. Selvfølgelig har der været store bekymringer om jord, og det har regeringen ikke tacklet særlig godt. Men blot for få år siden var det utopisk for os at forestille os selv med egen jord. På den måde er det alligevel gået meget hurtigt."