En helt fra Dang

Ek Raj Chaudhary kommer fra en tharu-familie fra det vestlige Nepal. Han er en 37-årig socialarbejder, der arbejder ihærdigt for, at gældsbundne landarbejdere får deres frihed. Selvom regeringen har erklæret, at alle gældsslaver er fri, mener han, at der stadig er meget, der mangler.

I modsætning til de fleste tharuer har Ek Raj gået i skole, selvom hans familie ikke var økonomisk bedre stillede end de fleste. Hans bedstefar kunne faktisk prale af at eje et landområde på 10 hektar – nok til at forsørge en stor familie med mad og tøj selv i dag. Men familiens ejendom svandt ind, efterhånden som tilflyttere fra højlandet strømmede til og overtog jorden. For mange har det derfor ikke været nogen overraskelse, at Ek Raj, der har oplevet sin egen families daglige kamp fra hånden til munden, har vristet sig fri af undertrykkelsen, og dermed er han blevet en af heltene i kamaiyaernes frihedsbevægelse.

Brydekampe i skolen
Ek Raj blev født i en lille landsby i Dang-distriktet. Dengang blev uddannelse ikke prioriteret af de fleste familier i landet og især ikke blandt en etnisk gruppe som tharuerne. Men hans fremsynede far sørgede for at sende sønnen i skole. Det var en stråhytte, hvor flere klassetrin var mast sammen, og den eneste lærer, de havde, plejede at arrangere brydekampe mellem børnene, mere end han udstyrede dem med akademisk skyts, de kunne få brug for på højere klassetrin.

Ek Rajs far prøvede at forsørge sin familie ved at drive en lille forretning. Da Ek Raj nåede til gymnasiet, var der otte andre brødre og søstre at tænke på, og faren, der på det tidspunkt var med i landsbyrådet, havde ikke råd til at uddanne ham yderligere. Ek Raj forlod skolen uden at få den afsluttende eksamen og fik et midlertidigt job på et offentligt kontor. Da hans kontrakt sluttede, blev han gelejdet ud af bagdøren og kom i stedet til at arbejde på en lille rismølle som bestyrer. Han blev ikke betalt for sit arbejde, fordi hans far havde lånt penge af ejeren, og hans arbejde skulle betale af på lånet. Han fandt hurtigt ud af, at han var den eneste ansatte, og at han også skulle tage sig af det hårde, fysiske arbejde, selvom han var ansat som bestyrer. Han begyndte på sin egen krop at opleve gældsslaveriets betydning. Selvom hans etniske fæller havde det meget hårdere på markerne.

Kæmper imod
Han besluttede sig for at kæmpe imod det urimelige i ikke at få løn for at slide og slæbe dag efter dag. Han samlede en 60 kamaiyaer fra landsbyen og begyndte at organisere dem. Han opfordrede dem til at forlange lønforhøjelse, hvilket de gjorde ved at stoppe arbejdet for at lægge pres på godsejerne. Godsejerne hyrede nogle bøller til at banke dem, men lønforhøjelsen kom alligevel. Hidtil var de blevet betalt ni sække ris for et helt års arbejde, nu fik de i stedet 12 sække.

Ek Raj stoppede på møllen og begyndte i stedet at arbejde på marken lige som alle andre. Her kom han i kontakt med en organisation kaldet BASE, hvor han meldte sig til frivilligt arbejde for et alfabetiseringsprogram. Dette var i begyndelsen af 90'erne, og organisationen eksisterede mere af navn end af gavn. Den havde ingen midler til fx at købe petroleum til petroleumslamper, der er altafgørende, når man skal undervise voksne. Alligevel blev alfabetiseringsklasserne, som kørte udelukkende på frivillig basis, et springbræt for Ek Rajs beslutning om at bekæmpe gældsslaveriet. Han vidste, at en øget bevidsthed var nøglen til kamaiyaernes frihed, og uddannelsen var nøglen til en øget bevidsthed.

Arbejde for gældsslaverne
I 1991 begyndte Mellemfolkeligt Samvirke at støtte BASEs arbejde, hvilket gav organisationen lidt mere økonomisk råderum. Samtidig blev Ek Raj forfremmet til at være organisationens ansvarlige for Kailali-distriktet. Han blev på den post i syv år, hvor han var "parat til at lære mere om kamaiyaerne". I den periode, han var ansvarlig for BASE's arbejde i Kailali-distriktet, modtog organisationen en anerkendelse for sit eksemplariske arbejde i det distrikt for at befri gældsslaverne. Ek Raj tog derefter til BASE's hovedkvarter i Dang for at arbejde som koordinator for kamaiyaerne med det overordnede ansvar for de fem vestlige distrikter, der var mest berørt af gældsslaveriet.

Ek Raj mener stadig, at der mangler meget, før tharuerne bliver bevidste om deres rettigheder og aktivt gør en indsats for at få deres andel af landets resurser. Han er en af de få heldige, der har fået en uddannelse i sin barndom – et privilegium meget få tharu-børn har selv i dag. Han leder i dag et radioprogram, der skal være med til at bevidstgøre tharuerne. Men han siger om de frigivne gældsslavers største behov nu og her: "Genbosættelse er det vigtigste problem for disse mennesker. Selvom regeringen har lovet dem jord, afventer halvdelen af kamaiyaerne stadig den dag, hvor de får jord. De har nu fået deres frihed, men de har intet arbejde, ingen indtægt og ingen jord."