En ung arbejder

Ram Dev Paswan kender ikke sin præcise alder, men han er først i tyverne. Han kommer fra en lille landsby af lavkaste folk uden egen jord i Kailali-distriktet. Han fortæller:

"Jeg har tjent i 19 år. Min far er også i tjeneste, vi arbejder for den samme herremand, som ejer denne landsby. Min far arbejde i huset nu med at fodre og passe kvæget. Jeg arbejder mest på marken men også i huset. Jeg tager tilbage til landsbyen for at spise min mad, men resten af dagen er jeg i det store hus.

Jeg står op kl. 4 hver morgen og arbejder til midt på dagen. Så kommer jeg her tilbage til landsbyen for at spise – det tager kun et kvarter at gå. Jeg har en times frokostpause afhængig af, hvad for noget arbejde, der skal gøres. Så går jeg tilbage til det store hus for at arbejde færdigt på marken. Jeg arbejder tit til kl. 8, når jeg skal tage mig af vandingsanlægget om aftenen. Så får jeg et måltid mad igen.

Jeg får 50 kg. ubehandlet ris om måneden og to sæt tøj om året. Jeg får ikke andet mad. Vi sælger lidt af risen for at købe linser og samler nogle få efterladte grøntsager på markerne. Det er ikke nok til at leve af.

Min far tog oprindeligt et lån. Derfor arbejder vi på den her måde. Jeg blev også nødt til at tage et lån. Jeg har lånt 80 kg. ris og 4.000 nepalesiske rupier (ca. 500 kr.). Jeg skal betale 20 kg. ris i rente hvert år og 400 nepalesiske rupier (ca. 50 kr.). Renterne bliver taget fra min løn, men normalt kan jeg ikke betale dem og må låne mere, og renterne bliver skrevet på lånet. Jeg bliver nødt til at fortsætte med at arbejde pga. lånet. Det er ikke noget liv at være underlagt en anden. Hvis jeg bliver syg, skal jeg betale for de dage, jeg er væk, men folk med rigtige job skal ikke gøre det, skal de? De får sygedage. Hvordan skal jeg nogensinde betale det her lån? Jeg vil altid have det, og mine børn vil overtage det."