Andre om slaveri  
  Eks-ministeren  
  Fagforeningen  
  Godsejerne  
  Organisationen  
  Skovstyrelsen  
   

 

 

 

De kloge narrer de mindre kloge

Organisationen

Foto: MS, Jan KjærMahabi Chaudhary er yngre bror til Dilli Chaudhary, som er stifter og formand for BASE. Mahabi har gennem det sidste år fungeret som koordinator for rehabiliteringen af kamaiyaerne. Posten blev oprettet som en af nøglefunktionerne på BASE's distriktskontor i Kailali, fordi man her primært beskæftiger sig med kamaiyaernes problemer. Kailali-distriktet huser sammen med Bardiya-distriktet det største antal frigivne kamaiyaer.

Mahabis morfar mistede sin jord, fordi højkaster rundhåndet forsynede ham med spiritus. Han blev alkoholiker og endte med at sælge sin jord for en slik. Familien blev landarbejdere hos de nye godsejere og blev hurtigt fanget i gældsfælden.

Her kommer Mahabi med sin mening om kamaiya-systemet og løsningen på de frigivne kamaiyaers problemer:

Kamaiya-systemets årsager
"En af de væsentligste årsager til kamaiya-systemets opståen er, at der kom en kraftig migration af højkaster til lavlandet. Tharuerne, der havde levet i lavlandet gennem generationer, havde ingen forstand på pengeøkonomi, og der er mange eksempler på, at højkaster har købt jord til priser, der svarer til 20 kr. pr. hektar. Historien er, at de kloge narrer de mindre kloge, og højkasterne var bevidste om nødvendigheden af skøder, som er juridisk gyldige iflg. den nepalesiske forfatning.

Problemet er, at tharu-kulturen er meget fredelig. Tharuer tænker ikke dårligt om andre, de tror altid på det gode i mennesket. Højkasterne fra bjergene er aggressive og beregnende. De har samvittighed til at narre folk. Problemet er også deres religion. De tror, at de er mere end andre og har flere rettigheder. De opfatter sig som et herrefolk, og når et herrefolk møder naive folk som tharuerne, ja så er det faktisk ganske let at overvinde dem.

Jeg har hørt en historie fra en landsby, hvor en tharu-familie faktisk havde et gyldigt skøde. En højkaste tog ud om natten og gik rundt på taget og sagde 'jeg er en ond ånd, hvis du smider dit skøde ud af vinduet, skal jeg ikke komme oftere'. Fordi tharuer er meget bange for onde ånder, smed de beviset ud af vinduet. Jeg ved ikke, om historien passer, men det er sådan historien om højkasternes invasion af lavlandet fortælles blandt tharuerne.

Endnu en faktor er, at højkasterne også har al magt i regeringsapparatet. I Nepal eksisterer der et broderskab mellem kaster, der gør, at man vogter sin kastes interesser. Regeringsapparatet og godsejerne er 'brødre', og derfor står lavkaster svagt med hensyn til indflydelse og rettigheder i nationalstaten Nepal."

Ansvaret for en løsning på situationen
"Regeringen skulle have lavet en plan, før de frigav kamaiyaerne. Regeringen gav på den ene side, men nægtede på den anden side at tage ansvar for sin handling. Det kom til at betyde, at kamaiyaerne har lidt unødigt meget. Frigivelsen kom lige før regntiden, og da herremændene ikke længere kunne gøre krav på deres kamaiyaer, smed de dem ud af deres huse. De havde virkelig intet. Organisationerne har gjort et stort arbejde med at skaffe mad og presenninger til dem, ikke kun BASE, men også mange andre. Regeringen var bare ligeglad. Jeg har været overrasket over, at kamaiyaerne har holdt moralen oppe hele tiden. De sad en hel regntid i utætte telte. Børnene var syge, og folk døde, men stadig holdt de fast i, at nu var alt meget bedre, end da de boede hos herremændene.

Det ulykkelige var, at der ikke blev sat gang i en ordentlig genbosættelse i tide. Da regntiden nærmede sig i år [2001, red.], var jordtildelingen endnu ikke på plads, derfor begyndte mange kamaiyaer at besætte jord, og gøre den klar. BASE har støttet jordbesættelser, for ellers ville der gå endnu et år, inden kamaiyaerne selv ville være i stand til at dyrke deres mad. Da risen var plantet på de ulovlige jorde, kom der folk fra Skovstyrelsen og brændte huse ned og ødelagde den nyplantede ris. For mig viser det, hvor stor modstand, der har været i regeringen mod at løse problemet for de tidligere kamaiyaer. Jeg har endda hørt regeringen sige, at folk jo bare kan flytte tilbage til deres herremænd. Jeg undrer mig over, hvad regeringen har ment med den frihed, de gav kamaiyaerne."

Regeringens manglende vilje
"Problemet gennem det sidste år har været at skaffe identifikationspapirer til hver enkelt frigivet kamaiya. Regeringen har besluttet, at identifikationspapirer skal være adgangsgivende for jord. Det helt håbløse i den proces har været, at identifikationspapirerne skulle underskrives af de tidligere herremænd. Og det er jo klart, at herremændene for det første ikke ønsker at underskrive et papir, der viser, at de har holdt kamaiyaer, hvilket reelt har været ulovligt siden 1926, og for det andet ønsker de ikke at give land til kamaiyaerne.

I BASE rejste vi det håbløse i den procedure og fik at vide, at vi som organisation kunne underskrive papirerne. Vi tog rundt i alle lejrene og ordnede papirerne for kamaiyaerne, men alligevel har regeringen ignoreret at udstede identifikationspapirerne. Det kommer til at bremse tildelingen af jord på lovlig vis. Men det betyder jo ikke, at kamaiyaerne ikke har jord. Den er bare ikke lovlig – eller de har ikke skøde på jorden, hvilket igen betyder, at regeringen kan fjerne dem. Situationen er nu sådan, at 60% af de tidligere kamaiyaer har fået et identifikationspapir [i november 2001, red.]. Problemet er så, at Jordreformkontoret tildeler folk jord, som er umulig at identificere. I nogle tilfælde ligger jorden midt ude i en flod. Derfor vil kamaiyaerne ikke flytte fra det land, som de selv har besat og er begyndt at opdyrke.

Situationen er ikke så slem i alle distrikterne. Fx. er det gået ganske smertefrit i Kanchanpur-distriktet, fordi borgmesteren er fra Marxist-leninist Partiet. Der er også færre kamaiyaer dér, men distriktsledelsen har handlet. I Bardiya og Kailali har der ikke været politisk vilje, og derfor er problemerne vokset. Jo længere man har ventet, desto sværere er det blevet at løse problemerne."

Kilde: Mahabi Chaudhary i interview med Lene Broksø Olsen, november 2001