- Sabine fra Madagaskar
- Sabine: Hej, jeg hedder Sabine. Jeg er 9 år og bor på
Madagaskar.
Sabine bor sammen med sin mor og far, sine to små brødre på
4 og 6 år og en storebror på 10 år. Hun har også en storesøster, men hun bor
ikke sammen med familien. Hun er voksen og har to børn.
- Madagaskar
- Madagaskar er en stor ø, der ligger ud for Afrikas
østkyst. Øen er næsten 14 gange så stor som Danmark, og der bor mere end 14
millioner mennesker, både afrikanere, asiatere og europæere. De mennesker der
bor på Madagaskar bliver kaldet gassere.
Den røde pil på billedet af
Afrika, peger på øen Madagascar helt ude til højre.
Landkortet er fra http://www.graphicmaps.com/
- Mine søskende
- Her sidder jeg på sengen sammen med mine to brødre og et
af min søsters børn.
Huset, som Sabines familie bor i, har kun ét rum med
to store senge, en radio og et par stole. De ligger tæt sammen i sengene om
natten, men så er der heller ikke nogen, der fryser i de kolde vintermåneder.
Familien har ikke noget WC. De bruger skolens toilet, der er et stort hul der
er gravet i jorden.
- Mine forældre
- Sabines forældre arbejder som pedeller på en katolsk
skole for fattige og forældreløse børn. De tjener kun ca. 200 kroner om
måneden, men til gengæld kan Sabine og hendes familie bo gratis ved skolen.
Min mor og far har travlt med at male et nyt hus på skolen. Huset er til
fattige børn, der kører i rullestol.
- Om morgenen
- Min mor vækker mig hver morgen klokken halv seks, når hun
har lavet morgenmad. Til morgenmad spiser Sabines familie en slags
vandrisengrød med lidt æg, kød eller bønner til. Sabine vasker op, inden
skolen begynder klokken halv otte. Vandet henter hun fra en vandhane 50 meter
fra huset. Det skal varmes op på et lille brændekomfur. Sabine er god til at
hjælpe til derhjemme. Hun er den eneste pige i
familien.
- Min klasse
- Jeg synes, lyst hår er så pænt. Derfor vil jeg helst
tegne en pige med lyst hår.
Sabine går i skole hver formiddag. Hun kan
godt lide at gå i skole, men der er mange elever i hver klasse. Der er 60 børn
i Sabines klasse.
- Når jeg bliver voksen
- Her står jeg foran tavlen i klasselokalet. Mit bedste fag
i skolen er fransk.
Når Sabine bliver voksen, vil hun gerne være
markedskvinde og sælge varer. Det er så sjovt at sidde henne på markedet og se
alt hvad der sker og høre folk prutte om prisen på
varerne.
- Min bedste veninde
- Her er jeg sammen med min bedste veninde Yäel. Vi fik lov
til at låne tavlen efter skoletid. Yäel er både gassisk og fransk. Hun går i
den franske skole.
- Mine skolekammerater
- Her er mine venner foran skolen.
Der går 160
elever på skolen. Sabine har gassisk, fransk, matematik og geografi i skolen.
Og så synger de også en eller to salmer hver dag.
- Efter skole
- Efter skoletid får vi mad på skolen. Her venter nogle af
børnene på at få mad.
Sabine og de andre børn får et gratis måltid mad på
skolen. Op til sommerferien får børnene en banan til
dessert.
- Mad på skolen
- Maden bliver lavet i nogle kæmpestore gryder. Sabine og
de andre børn skiftes til at tage brænde med til at varme den mad, som børnene
får på skolen.
- Mine pligter
- Her vasker jeg op efter maden.
Når skoledagen er
forbi skal Sabine hjælpe sin mor med opvasken igen. Måske er der også brug
for, at hun hjælper til med at hente vand til tøjvasken eller passe sine små
søskende, mens hendes mor arbejder.
- Vi leger
- Men der er også tid til at lege. Alle børnene i nabolaget
leger tit sammen, selv om deres hverdag er meget forskellig. Her er også Ida
og hendes søstre som du kan læse om hos Ida fra Madagaskar.
Vi elsker
at gå på opdagelse sammen.
- Min bedste leg
- Min bedste leg hedder "Hr. Sten".
Hr. Sten er en
særlig måde at jonglere på. Sabine er rigtig god til det. Sabine har også en
rigtig tennisbold og to brædder, som man kan bruge som
ketchere.
- Mit bedste legetøj
- Mit bedste legetøj er en lyserød plyshund, som jeg engang
fik af Yäel. Jeg leger tit sammen med Yäel. Hun er min bedste veninde. Hun er
rigtig god til at finde på lege. Vi hinker, spiller spil og leger far mor og
børn.
- Legetøj
- Min mor sætter nogle gange mit hår op.Når håret er sat op
er det også lettere at fjerne lus i håret.
Sabine og hendes søskende
har en lille samling legetøj, der er sat op på væggen. De synes at det er alt
for fint at lege med. Familien har heller ikke råd til at købe nyt
legetøj.
- Hvor mor og far kommer fra
- Jeg var en gang ude i den landsby, hvor far og mor kommer
fra. Jeg vil så gerne derud igen, men vi har ikke råd. Det gør mig ked af det,
for der var masser af ris, og der var rigtig pænt
derude.
- Aftensmad
- Vi spiser ris til aftensmad. Vi får bønner og grøntsager
til. Familien spiser aftensmad kl. 17.30. Efter aftensmaden skal Sabine og
hendes storebror lave deres lektier. Sommetider fortæller Sabines far
historier, mens de små bliver lagt i seng.
Klokken otte skal hele
familien ligge i deres seng, for da bliver der slukket for
strømmen.
- Danmission
- Det er Bjarne og Sophie Nordentoft der har hjulpet os med
at få Sabines historie med på Verdensbørn. De arbejder for Danmission i
Madagaskar. Du kan læse meget mere om Madagaskar på Voahangys side.
Du
kan læse mere om Danmission og deres arbejde på Madagaskar på Danmissions
hjemmeside http://www.danmission.dk/