- Bror fra Laos
- Hej, jeg hedder Bror. Jeg er 7 år og bor i hovedstaden
Vientiane i Laos.
- Laos
- For to og et halvt år siden flyttede jeg fra Danmark til
Laos sammen med min familie. Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være
at bo i et fremmed land, som jeg slet ikke kendte. Det er sjovt at bo i et
andet land, og jeg er glad for at være her.
- Mine forældre
- Jeg har tegnet et kort af Laos og afmærket hovedstaden
Vientiane, hvor vi bor.
Familien rejste til Laos, fordi Brors far fik
arbejde for en organisation, der hedder Mekong River Commission.
Organisationen tager sig af samarbejdet mellem alle de lande, som Mekong
floden flyder igennem. Det arbejde skal sikre, at miljøet i og omkring floden
bliver udnyttet og bevaret på den bedste måde. Brors mor arbejder derhjemme
med at tegne stoffer og tørklæder.
- Min familie
- Her sidder jeg med min familie i vores have. Min mor og
far og min lillesøster Zoe på fire år. Vi har også en gravhund og nogle fugle.
Når jeg ikke har nogen legekammerater, så kan jeg lege med vores legesyge
hund.
Familien har en laotisk dame som hushjælp. Hun laver mad og
gør rent. Det er dejligt, for så er der mere tid til at være sammen i
familien. Somme tider laver Bror og hans familie selv mad, og så er det mest
Brors mor, som står for madlavningen. Det er meget sjældent, at Bror skal
hjælpe derhjemme. Somme tider vasker han op og reder sin seng. Det er helt
bestemt Brors mor og far, som bestemmer, hvad der skal ske og hvad Bror og
hans søster må.
Før Bror flyttede til Laos, boede han sammen med
familien i en lejlighed i København. Bror har boet i to forskellige huse i
Laos. Begge steder har tropiske haver, men Bror kan bedst lide den nuværende,
fordi der er plads nok til at lege med kammeraterne. Der er en havemand, som
passer haven og sørger for at vande planterne, så de ikke tørrer ud i
tørtiden. I Laos regner det nemlig næsten kun imellem maj og september måned.
Det er meget sjældent at opleve regn i resten af året i den del af landet,
hvor Vientiane ligger.
- Min tegning
- Jeg har tegnet en tegning af en abe, som henter
kokosnødder.
- Min skole
- Her er et billede af min klasse. Bror går i skole i
en international skole sammen med børn fra 28 forskellige lande. I skolen er
der børn fra børnehaveklassen til 9. klasse. I Brors klasse er der børn fra
Korea, Tyskland, Laos, England, Frankrig og Bror fra Danmark. I alt er der 19
børn i klassen. Bror går i skole fra kl. 8 om morgenen indtil kl. 14.30 om
eftermiddagen. De fag han har i skolen er fransk, engelsk, matematik,
billedkunst, gymnastik, fysik, historie/samfundsfag og bibliotek/computer.
Bror kan helt sikkert bedst lide fagene gymnastik, billedkunst og
bibliotek/computer.
Bror taler engelsk hele dagen i skolen,
bortset fra en gang imellem i billedkunst, fordi læreren i billedkunst også er
dansker. Bror, hans lillesøster Zoe og læreren i billedkunst er de eneste
danskere på skolen. I starten var det svært at tale engelsk hele tiden, men
det vænnede Bror sig hurtigt til. Nu synes han, at det er dejligt at tale
engelsk. Bror savner ikke at tale dansk i skolen.
- Min fritid
- Her er mine bedste venner.
Bror har somme
tider kammerater med hjem fra skole i sin fritid. Det sker også tit, at han er
hjemme og besøge nogle af sine klassekammerater. Men han har aldrig besøgt
nogle af sine laotiske klassekammerater. Bror kan godt lide at se fjernsyn.
Hjemme hos Bror kan de kun se video, så han nyder at komme på besøg hos sine
kammerater. Han kan godt lide at se udsendelser, der giver idéer til at
konstruere og bygge selv. Brors bedste legetøj er en robot. I ferierne kan
Bror også godt lide at konstruere ting ud fra nogle idéer i en bog.
- Min maskine
- Her er en tegning af en maskine, som jeg selv har
opfundet.
- Mit bedste legetøj
- Her er mit bedste legetøj, som er en robot. Når ting går
i stykker, laver jeg noget andet ud af det. Kassen på fotoet var en kubik, nu
er den en satellit.
Nogle gange sidder Bror derhjemme og keder
sig lidt, hvis han ikke har nogen at lege med. De fleste af Brors kammerater
bor kun i Laos i nogle få år, fordi deres forældre arbejder i forskellige
lande rundt om i verden. Derfor mister Bror en gang imellem nogle
legekammerater, som rejser med deres forældre. Bror synes, at det er hårdt at
sige farvel til gode venner. Han savner dem meget, efter de er rejst.
- Det gør mig glad
- Bror har lavet to tegninger om at få gaver. Jeg bliver
meget, glad når jeg får en gave.
- Det gør mig ked af det
- Og jeg bliver ked af det, når jeg ikke må lege med gaven
med det samme.
- Taxi
- En taxi i Bangkok. Nogen gange tager vi en tur til
Thailand.
- Traditioner i Laos
- Her er et foto af vores tempel.
Der er mange
ting, som er anderledes ved at bo i Laos. Bror kan godt lide at gå ture ved
templerne og snakke med munkene. Og så synes han, at noget af den laotiske mad
smager ret godt. Bror har både lavet en tegning og taget et fotografi af
forskellige laotiske traditioner.
- Særlige begivenheder
- Bror har tegnet en Basi dekoration. Det er en speciel
dekoration, som bruges ved særlige begivenheder i Laos. Særlige begivenheder
kan være, når nogle skal rejse, når et barn er blevet født eller når et hus
skal indvies.
- En vejvander
- Bror har fotograferet en vejvander. Det er en maskine,
som vander vejene for at få det til at støve mindre i
byen.