Monita fra Laos | Global.dk

Monita fra Laos: Hej, jeg hedder Monita. Jeg bor i Laos hovedstaden Vientiane.

Jeg er døv: Monita har skrevet nogle ord på engelsk under tegningen af egernet. Der står: Jeg er døv. Mit navn er Monita. Jeg er 15 år. Laos.

Monita bor sammen med sin familie på 8 medlemmer, og hun er den eneste handicappede. Hjemme hos Monita er det hendes forældre og ældre søster, der tager de alvorlige beslutninger i familien og bestemmer over Monita.

Min familie: Min mor er væver og har en lille forretning. Familien tjener de fleste penge ved at væve. Børnene hjælper også med at væve. Siden Monita var 8 år gammel, har hun hjulpet sin mor ved væven.

Min far dyrker grøntsager og opdrætter fisk i en lille dam. Vi spiser selv af fisken og af grøntsagerne. Min far tager også på marked for at sælge fisken og grøntsagerne. Der køber han også grøntsager, som vi ikke selv dyrker.

De grøntsager, som familien ikke selv dyrker, henter de på et af de mange markeder rundt om i byen, hvor grøntsager og frugt ligger i store bunker. Uden for de store byer og oppe i bjergene er det sværere at få grøntsager, og der findes ikke så mange forskellige slags. Nogle områder i Laos er fjernt beliggende og har ingen rigtige vejforbindelser til markederne med mad. Derfor lever familierne i disse områder næsten udelukkende af ris, som de selv dyrker. For mange familier er det svært at dyrke nok ris til et helt års forbrug. De samler frugt og rødder i skoven og fanger fugle og insekter, men alligevel sulter mange på nogle tidspunkter af året.

Mit hjem: Vi bor i et toetagers hus, som er bygget af både træ og mursten. Jeg har tegnet en tegning af et traditionelt laotisk hus, som kun består af træ.

Alle i Monitas familie er buddhister. Buddisme er en religion, ligesom mange dyrker kristendommen i Danmark. Monita mener, at religionen er god for familien, fordi alle i familien støtter og elsker hinanden og er ærlige og oprigtige mennesker.

Min dag: Jeg står op klokken 7 om morgenen, og så får jeg spejlæg til morgenmad. Bagefter bliver jeg kørt til skole bag på min fars knallert. Skolen starter klokken 8 og slutter kl. 15. Jeg går i 8. klasse. Vi har matematik, laotisk, fysik, samfundsfag, teknologi og engelsk. Mit allerværste fag er matematik. Jeg synes, at det er svært at forstå. Mit bedste fag er engelsk. Det kan hjælpe mig med at kommunikere med mange af de udlændinge, der kommer til landet.

Monita er ret heldig, fordi hun lærer engelsk. Mange skoler kan nemlig ikke tilbyde faget engelsk, fordi de mangler engelsklærere. Engelsklærerne vil hellere arbejde for store firmaer, fordi firmaerne betaler en større løn end skolerne. Monita er også heldig, fordi hun går i den eneste skole for handicappede, der findes i landet.

Jeg underviser: Når læreren er væk, vikarierer Monita i de mindre klasser. Der er 6 elever på denne dag, og Monita underviser dem i Laotisk og de forskellige lyde.

Skolen i Laos: Her er jeg vikar for en af de små klasser. Jeg hjælper en dreng med at læse.

Monitas skole modtager støtte, og derfor har alle børnene skolebøger i hendes klasse. I Laos er der som regel kun skolebøger til hver 3. eller 4. elev, fordi skolevæsenet ikke har penge nok til at købe de mest almindelige bøger. Der er mange børn i Laos, der enten slet ikke går i skole eller kun går i skole nogle få år. Derfor er der mange mennesker, som ikke kan læse i Laos. En undersøgelse fra 1995 viste, at ca. halvdelen af kvinderne og ca. en fjerdel af mændene i Laos havde aldrig gået i skole.

I frikvarterne: I frikvarterne kan jeg bedst lide at væve, slappe af og lave forskellig slags sport. Her sidder jeg og hygger mig med mine veninder. Vi tegner og klistrer mosaikmønstre af farvet papir.

Jeg syr: Monita kan godt lide at sy, og alle veninderne beundrer hendes sytøj.

Jeg hjælper til: I pauserne hjælper jeg også nogle gange med at skrive på computer. Det er sjovt og så bliver jeg bedre til at arbejde på computeren. Jeg hjælper også somme tider i kantinen og med andet arbejde, der skal gøres på skolen.

Vi vasker hår: Nogle gange har vi også tid til at ordne hår. Så vasker vi hinandens hår, tørrer det og sætter det i frisøre. Den dag billedet blev taget, vaskede jeg håret på min veninde.

Efter skole: Jeg bruger meget tid på at sy. Jeg er heldig, fordi jeg må bruge skolens symaskiner i frikvartererne.

Når skolen er slut, spiser hun papayasalat sammen med sine skolekammerater. Samtidig venter hun på sin far, der henter hende med hjem på knallerten.

Vi spiser middag: Vi spiser middag sammen hver dag. Normalt får vi ris, fisk, sovs og grøntsager. Risen bliver dampet i en lille kurv af bambus, og vi spiser den med fingrene. Risene klistrer sammen, og vi kalder dem for klister ris. Man tager en klump og dypper den i noget chili sovs eller noget saft fra grøntsagerne. Vi spiser også papayasalat, som jeg ofte laver.

Papayasalat er noget laoterne holder meget af, mens det godt kan være meget stærkt for udlændinge. Salaten er lavet af grønne papayaer, der bliver revet. Den revne papaya bliver mikset i en morter af lertøj sammen med chili, små tomater, hvidløg og fiskepasta. Risene som Monitas familie spiser er en bestemt sort. Denne ris tilberedes ved, at den dampes i en lille kurv flettet af bambus. Risen bliver serveret i nogle andre flettede kurve og spises med fingrene.

Jeg laver lektier: Efter aftensmaden skal Monita lave lektier. Det er mest matematik og engelsk, som skal laves. Når klokken bliver 22, er det tid til at gå i seng. Monita har ikke sit eget værelse, men hun deler værelse med sin ældre søster.