Folkestyret

Det danske demokrati, folkestyret, bygger på tanker, der blev udviklet i Europa i løbet af 1700-tallet. Ideen var, at magten i samfundet ikke skulle udgå ovenfra, fra en enevældig konge, men nedefra, fra folket. Alle mennesker er født lige og frie og har derfor den samme ret til at deltage i valg til Folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser.

For blandt andet at forhindre magtmisbrug deles magten i Danmark – og de fleste andre vestlige demokratier – i tre uafhængige organer:

Det er et vigtigt princip for folkestyret, at det politiske system skal være åbent og gennemskueligt for borgerne. Det bliver kontrolleret og kritiseret af borgerne gennem medierne, borgerne har ret til indsigt i sagerne, og så kan de klage til Folketingets Ombudsmand eller domstolene, hvis de føler sig dårligt behandlet. Det er Folketingets opgave at føre kontrol med regeringens arbejde. Hvis et flertal af Folketingets medlemmer synes, at regeringen har begået så alvorlige fejl, at den eller en af ministrene bør gå af, kan de vedtage et mistillidsvotum. På samme måde har statsministeren mulighed for at udskrive Folketingsvalg, når han eller hun er utilfreds med opbakningen fra Folketinget.

Valg
Der findes to hovedprincipper for parlamentsvalg: flertalsvalg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg.

Flertalsvalg i enkeltmandskredse betyder, at den kandidat, der får flest stemmer i den enkelte kreds, er valgt, mens alle andre stemmer i kredsen går tabt. Populært kaldes valgsystemet "vinderen tager det hele" eller på engelsk: "the winner takes it all". Fordelen er et nært forhold mellem valgkredsen og deres kandidat, fordi hver kreds har ét medlem i parlamentet. Ulempen er, at parlamentets sammensætning ikke afspejler vælgernes holdninger på landsplan, og det er svært for små partier at blive repræsenterede i parlamentet. Man bruger blandt andet dette valgsystem i Storbritannien og i flere tidligere engelske kolonier.

Forholdstalsvalg betyder, at pladserne i parlamentet fordeles efter partiernes andel af stemmerne set på landsplan. Fordelen er, at parlamentets sammensætning afspejler vælgernes holdninger, mens ulempen er, at der ikke er så tæt forhold mellem vælgerne og de valgte kandidater. Man bruger blandt andet en form for forholdstalsvalg i Danmark – dog i en kombinationsform, hvor man har bevaret ideen med lokale opstillingskredse.

En lov bliver til
Ideen til en ny lov kan komme mange steder fra. Den kan komme fra personer uden for Folketinget, den kan komme fra medlemmer af partierne uden for regeringen, og den kan komme fra regeringen selv. Det er dog kun regeringen og medlemmerne af Folketinget, der kan fremsætte lovforslag for Folketinget. De fleste lovforslag kommer fra regeringen.

For at en lov kan blive vedtaget, skal over halvdelen af medlemmerne være til stede i Folketingssalen og deltage i afstemningen.

Som en del af deres arbejde kan udvalgene holde en høring om et bestemt emne, hvor de inviterer eksperter, repræsentanter fra interessegrupper eller andre til at komme og dele deres viden og synspunkter. Derudover plejer ministerierne at sende ideer til lovforslag ud i det, man også kalder høring, hvilket vil sige, at andre ministerier, interesseorganisationer (fx fagbevægelsen, miljøorganisationer eller arbejdsgiverforeninger) og lignende bliver bedt om at komme med skriftlige kommentarer til forslaget.