Definitioner  
Demokratiopfattelser  
Folkestyret  
Grundloven  
Grundlovsanalyse  
   Gæsterne  
Kommunen  
Kvinders stemmeret  
Myter
  
Om demokrati  
 
Politiske rettigheder  
 
Stemmeret  
Unge & demokrati  
  

 

 

 

Gladys Maseko fra Zimbabwe

Foto: MS, Kim Dang TrongGladys Maseko er ansat som regional koordinator for menneskerettighedsorganisationen ZimRights i Zimbabwe. Hun er uddannet socialarbejder og har tillige en bachelorgrad i socialt arbejde fra universitetet. Gladys Maseko har været enke i to år og har otte børn og to børnebørn. "At overkomme ægteskab, arbejde og uddannelse på samme tid er ikke nogen let opgave. Men på en eller anden måde gik det alligevel glat for mig, og jeg kunne altid få et job efter endt uddannelse og barselsorlov."

I sin fritid er Gladys Maseko involveret i medmenneskeligt arbejde. Hun er aktiv i den lokale kirke og bruger meget tid på sin familie. I sin store familie (der med søstres og brødres børn og børnebørn samt den afdøde mands familie rummer op mod 100 mennesker) er hun et naturligt samlingspunkt, og hun er den, der altid bliver tilkaldt, hvis der er problemer blandt familiemedlemmer. Gladys Maseko deltager ikke i partipolitik, men er politisk aktiv i andre sammenhænge:

"Jeg elsker at diskutere politik, men jeg vil ikke vælges. Jeg har holdt mig fra partipolitik, fordi politik i Zimbabwe ikke altid er særlig stuerent, og fordi jeg så ville være tvunget til at følge partiets linje. Jeg vil ikke identificeres med et parti, for jeg ønsker at bevare min uafhængighed", forklarer hun.

ZimRights (Zimbabwe Human Rights Association, red.) er en NGO, der arbejder for at oplyse om og fremme menneskers rettigheder. Aktiviteterne er kampagner og oplysning om menneskerettigheder, valgprocedurer, deltagelse i den offentlige debat samt juridisk støtte til personer, der bliver udsat for overgreb.

Fakta om Zimbabwe

Befolkning:
11,5 mio. Heraf bor 69% i landområder. Den årlige befolkningstilvækst er på 2,3%. Godt 100.000 indbyggere er hvide. De to største etniske grupper er shonaer (70%) og ndebeler (knap 30%). Engelsk er det officielle sprog.

Geografi:
Arealet er på 390.580 km2. Hovedstaden Harare har 1,5 mio. indbyggere. Andre større byer er Bulawayo, Gweru og Mutare.

Sociale forhold:
77% af befolkningen har adgang til rent vand. Der er én læge pr. 7.692 indbyggere. Af 1.000 nyfødte dør de 56, inden de fylder fem år. 15% af den voksne befolkning er analfabeter. 16% af børn under fem år er fejlernærede.

Økonomi:
Den gennemsnitlige årlige indkomst er 610 dollars pr. indbygger. De vigtigste eksportvarer er tobak, guld og andre mineraler, bomuld og snitgrønt. Bistanden svarer til ca. 10% af bruttonationalproduktet. 32% af eksportindtægterne bruges til afbetaling på udlandsgælden.

Politik:
I 1980 slap Zimbabwe af med det hvide mindretalsstyre. Siden har præsident Robert Mugabe været ved magten, og hans parti ZANU-PF har regeret enevældigt. Det dominerer stadig det politiske liv. 

Retur til Gæsterne