Grundlovsanalyse

Grundloven 
- fattig på menneskerettigheder

Med den danske grundlov opstod grundlaget for det nuværende danske demokrati. Det specielle ved den danske forfatning var, at den i modsætning til andre europæiske lande ikke udsprang af en revolution, politisk krise eller forfatningskamp, men snarere blev givet til den danske befolkning af en konge og adel, der forsøgte at følge strømningerne i Europa. Den danske grundlov har derfor aldrig spillet en central rolle i folks bevidsthed som et revolutionært dokument vundet af en særlig gruppe i samfundet. Ikke desto mindre har grundloven lagt rammerne for den demokratiske udvikling i Danmark de sidste 150 år. Den relativt fredsommelige politiske proces i Danmark illustreres af det faktum, at grundloven er ændret så få gange.

Det danske demokrati og samfund beskrives af mange som et konsensus-samfund. I de fleste sammenhænge føres debatterne længe, inden beslutningerne træffes, og ofte forsøges det at indarbejde forskellige mindretals synspunkter. Denne søgning mod kompromiser og konsensus har også i mange år været en nødvendighed i det parlamentariske liv, da der ikke siden 1971 har været en majoritetsregering i Danmark - bortset fra i en kort periode i 1993/94. Konsensus-samfundet bliver i disse år udfordret med et stigende antal flygtninge og indvandrere i landet. Hidtil er det ikke lykkedes særligt godt for majoritetsbefolkningen at inddrage etniske minoriteter i beslutningsprocesserne, og en vis polarisering i den politiske debat har udviklet sig i 1990'erne med udgangspunkt i disse spørgsmål.

I Danmark har der traditionelt været en meget åben politisk debat med en aktiv presse og et civilsamfund, som til stadighed rejser forskellige sager eller forsøger at fremme særlige interesser. Der er på den måde en relativ høj grad af gennemsigtighed i de danske politiske beslutningsprocesser. Der er dog til stadighed en debat om, hvorvidt politikerne i for høj grad styres af pressens dækning af enkeltsager og derfor fører enkeltsagspolitik. Ligeledes debatteres det om magtfulde erhvervsorganisationer eller interesseorganisationer har for stor indflydelse på de beslutninger, der træffes.

Domstolene har først i de senere år i enkelte sager underkendt love som værende i strid med grundloven. Den herskende doktrin har hidtil været, at det er Folketingets rolle at sikre lovenes grundlovsmæssighed. Denne ændring af Højesterets rolle sker sandsynligvis efter en vis indflydelse fra andre europæiske lande, ikke mindst den tyske forfatningsdomstol, men også fra de senere års stadig større påvirkning fra det internationale menneskeretlige kontrolsystem. Endelig kan det ikke udelukkes, at de senere års kritiske debat om rekrutteringen af dommerne primært fra Justitsministeriets cirkler, har provokeret domstolene til at markere en større uafhængighed. De danske domstole spiller således en stadig klarere rolle i den klassiske magtadskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

I Danmark er der et meget aktivt organisationsmiljø, hvilket i dette århundrede har været et af omdrejningspunkterne for den demokratiske proces. Foreningsfriheden er beskyttet i grundloven. Der kræves ingen særlig tilladelse eller godkendelse for at etablere en forening. Foreningens formål og aktiviteter må dog ikke stride mod den almindelig lovgivning for eksempel straffeloven. Den liberale danske holdning til etablering af foreninger har bl.a. ført til tilstedeværelsen af nynazistiske foreninger i Danmark. Der er en stadig debat, om man er gået for langt i respekten for foreningsfriheden, men hidtil er de nynazistiske grupper ikke blevet erklæret for ulovlige.

Sammenlignet med de moderne forfatninger er den danske grundlov fattig på menneskerettigheder. Det kan undre, at man ved grundlovsrevisionen i 1953 ikke i lyset af anden verdenskrigs uhyrligheder og den netop vedtagne Verdenserklæring om Menneskerettigheder lavede et udbygget rettighedskatalog. Man fandt kun anledning til at indføje to nye rettigheder nemlig retten til arbejde og forbud mod frihedsberøvelse på grund af en persons politiske eller religiøse overbevisning eller afstamning. Den sidste bestemmelse var blandt andet provokeret af interneringen af de danske kommunister under den tyske besættelse. Det havde på dette tidspunkt været nærliggende for eksempel at indføje bestemmelser om forbud mod tortur og dødsstraf og forbud mod diskrimination. Men det gjorde man ikke.

Ud over de to nævnte ændringer i 1953 står rettighedskataloget næsten uændret siden 1849.

I forhold til civile og politiske rettigheder beskyttes religionsfriheden, retten til at blive stillet for en dommer inden 24 timer og andre bestemmelser vedrørende en retfærdig rettergang, retten til privatliv, beskyttelsen af ejendomsretten, fri adgang til erhverv, ytrings- og informationsfrihed, og endelig forenings- og forsamlingsfrihed. Visse økonomiske og sociale rettigheder er også beskyttede i grundloven. Det gælder retten til social sikring og retten til gratis undervisning i folkeskolen. Men der er mange rettigheder, som ikke er indskrevet i rettighedskataloget fx nævnes retten til et sundt miljø ikke, og grundloven indeholder ikke en ret til statsborgerskab, men angiver kun, at det er en opgave for lovgivningsmagten.

Som det fremgår er rettighedskataloget stærkt begrænset. Derfor har de internationale menneskerettighedskonventioner spillet en langt større rolle i retsudviklingen på menneskerettighedsområdet end grundloven. Ikke mindst efter inkorporeringen i dansk ret af den europæiske menneskerettighedskonvention i 1992. Der foregår dog en stadig debat om en grundlovsrevision i Danmark ikke mindst i forhold til spørgsmålet om udvidelsen af rettighedskataloget, så det dækker de centrale menneskeretlige problemstillinger i et moderne samfund.