Mariana Diaz Arita fra Honduras
Hvem siger, at en psykolog ikke kan praktisere
før sin sidste eksamen? I hvert fald ikke 24-årige Mariana
Diaz Arita fra Tegucigalpa i Honduras. Siden orkanen Mitch i
oktober 1998 drog hærgende gennem Honduras og resten af
Mellemamerika, har Mariana Diaz været optaget af at give
krisehjælp til de medborgere, som blev hårdest ramt.
Mariana Diaz er også engageret i
spejderarbejde, studenter- og ungdomspolitik, hvor hun har
udviklet både indsigt og vilje til at arbejde for en bedre
fremtid for sit lands befolkning.
I øjeblikket bruger hun disse evner i sit
frivillige arbejde i den honduranske organisation Comunica, som
arbejder med folkeoplysning og alternativ kommunikation. Her har
hun blandt andet været med til at lave en undervisningsvideo
for unge om aids-forebyggelse – et meget aktuelt emne i
Honduras, der som land topper den mellemamerikanske liste over
smittede.
Endvidere arbejder Mariana Diaz Arita med at
forbedre befolkningens engagement og indflydelse i udviklingen
af lokalsamfund. Det sker ved at formidle lovgivningen på en
forståelig måde. Comunica beskæftiger sig med emner som
lokaldemokrati, demokratiske strukturer, miljø, etniske
grupper, landbrug, ligestilling og lokal udvikling.
Fakta om Honduras
Befolkning:
Ca. 6 mio. Heraf bor 56% på landet. 85% af befolkningen er
mestitzer (af blandet race). 10% hører til de oprindelige folk
Miskitoer, Garifunos, Lenkaer, Tolupanere og Pechs. Befolkningen
vokser med 3,3% om året. Spansk er officielt sprog. Derudover
tales en række oprindelige sprog.
Geografi:
Landet dækker 112.500 km2 fra Atlanterhavet til
Stillehavet, det er lidt mere end det dobbelte af Danmark. 82%
af landet er dækket af bjerge. Hovedstaden Tegucigalpa har
740.000 indbyggere. Af andre større byer er San Pedro Sula, La
Cieba og El Progreso.
Sociale forhold:
67% af befolkningen lever i fattigdom, heraf 47% i ekstrem
fattigdom. Den forventede levealder er på 70 år, og 34 ud af
1000 børn dør, før de fylder fem år. 25% af den voksne
befolkning er analfabeter, og 90% af befolkningen har adgang til
rent vand.
Økonomi:
Den gennemsnitlige årlige indkomst pr. indbygger er 760 dollars
(ca. 6100 kr.). Honduras bruger 34% af sine eksportindtægter
til at betale af på sin gæld til udlandet. Vigtigste
eksportvarer er bananer og kaffe.
Politik:
Siden 1920 har det Liberale Parti og Det Nationale Konservative
Parti konkurreret om magten. Centrum-venstrefløjen har kun få
pladser i nationalforsamlingen. Carlos Roberto Flores fra det
Liberale Parti er præsident. Landet har siden 1954 været en
vigtig allieret for USA.
Retur
til Gæsterne

|