Myter om demokrati

"Vi er demokratiske, folk i udviklingslandene er ikke!"
Mere end 2/3 af verdens befolkning lever nu i lande, der beskrives som demokratiske. Vi har i de seneste år set Afrikas politiske landskab transformeret, på den måde at mange lande syd for Sahara har udskiftet militærregimer, etpartisystemer og diktaturer med mere demokratiske systemer.

I Latinamerika er mange militærdiktaturer blevet udskiftet. En undersøgelse fortaget af Latin Barometer for et par år siden viser, at det demokratiske system var støttet af 80% af befolkningen i Uruguay, 71% i Argentina, 64% i Bolivia og 63% i Peru.

Mange er skeptiske over for, hvorvidt der kan findes egentlig demokrati, når store befolkningsgrupper i udviklingslandene hverken kan skrive eller læse. Modargumentet lyder på, at folk kan blive informeret om deres muligheder, uanset om de kan læse eller ej. Ved valget i 1996 i Bangladesh, hvor kun 24% af kvinderne kan læse og skrive, var valgdeltagelsen blandt kvinderne på hele 73%. Disse kvinder har været i stand til at udøve deres viden om deres behov i samfundet. Kommentarerne lyder enstemmigt – vinder som taber – at dette valg viste et strålende eksempel på udøvelsen af den populære vilje til at blive hørt.

Til sidst er der spørgsmålet, der lyder: Hvor demokratisk er det britiske valgsystem egentligt? For eksempel er der nogle, der mener, at valgsystemet for parlamentsvalgene burde laves om (til fx mandatfordeling efter forholdstal). 

"Demokrati er let. Syden ("den 3. verden") skal bare kopiere det, vi gør."
Historien viser, at det ikke er let at opbygge en demokratisk stat, især når ikke alle er tilhængere af ideen. Det er specielt svært, hvis en befolkningsgruppe er bange for, hvad der vil ske dem, hvis deres "side" taber i et valg, eller hvis de ikke er villige til at opgive deres magtposition.

For at et demokrati kan fungere, skal alle være enige om, at den, der vinder eller har største andel af stemmerne, har retten til at stifte en regering, der styrer landet indtil næste valg. Hvis en gruppe - stor eller lille - beslutter ikke at acceptere resultatet, vil demokratiet blive sat under pres. I stedet for at løse omstridte sociale spørgsmål, kan valgdebatter være med til at få nye frem samt at bringe gamle eller underliggende konflikter på dagsordnen.

Da befolkningen i Angola havde et flerpartivalg, troede de, at dette ville afslutte den årlange borgerkrig. Men den tabende side, UNITA, accepterede ikke valgresultatet og besluttede derfor at fortsætte krigen.

"Valgdeltagelse ændrer alligevel ikke på noget!"
Folk verden over har kæmpet og er blevet dræbt for friheden til at vælge deres regeringer. For os i de vestlige lande er denne kamp forholdsvis langt væk i vores hukommelse, men det gør ikke vores stemmeafgivelse mindre værd. I nyere tid har de sorte i Sydafrika kæmpet en lang og blodig kamp for at opnå retten til at stemme. I marts 1992 afholdt apartheid-regimet en folkeafstemning blandt de hvide, om hvorvidt apartheid skulle afvikles. En overvældende stor del - 85,5% af de 3,28 millioner hvide stemmeberettigede – stemte "ja". Som journalist Fergal Keane kommenterede, "det var en stor sejr for den almindelige mand, fordi valget om at afvise racisme og vælge fredelig sameksistens var utroligt personligt."

Mexico City har aldrig haft lokalvalg, men snart vil befolkningen få muligheden for at stemme. Kandidaterne står på spring, og for første gang må lederne tænke over, hvad de vil, og samtidigt hvordan de overholder deres valgløfter. Folk vil få magten til at kunne ændre på tingene og samtidig stille deres lokalpolitikere til ansvar.

Ofte er det ikke før, nogen har forhindret en i at stemme, at man opdager, hvor dyrebar ens stemme egentlig er. Kvinderne i de britiske og danske kvindebevægelser kæmpede sig til stemmeretten i begyndelsen af det 20. århundrede, da kvinder blev opfattet som "for fjollede og uuddannede til at have en holdning". Men nogle steder har det taget endnu længere tid for kvinder at opnå stemmeret – i Schweiz fik de den ikke før 1971. Men andre lande som – Indien, Filippinerne, Storbritannien, Sri Lanka og Bangladesh m.fl. – har haft kvinder som valgte ledere for deres lande.

Artiklen er fra Global Express, 1998.