De ældre

Ældrechokket på Munke Mose

Det er en umulig opgave, Linda Jensen er på. Hun er forstander på Munke Mose Plejecenter i Odense, som "Demokratibussen" besøger, både for at høre om dansk ældreforsorg og om demokrati, som det udfolder sig i beboer- og ældreråd.

Opgaven er umulig, fordi det nu engang er gæster fra mange udviklingslande inderligt imod, at ældre medborgere hives ud af familien og puttes sammen på hjem eller i centre:

"Her kan de så sidde og få tiden til at gå, til de dør," som David Makali fra Kenya stille bemærker, inden han og et par andre fra Demokratibussen benytter sig af en kaffepause til at liste ud. Mødet med dansk ældreforsorg anno 1999 er for stærkt.

Linda Jensen taler ellers varmt for sagen. Hun deler skitser rundt, der viser, at de ældre har nydelige boliger med stue og ældrevenligt toilet og køkken. Store nok til, at de også kan tage personlige møbler og egendele med til deres sidste bolig.

Men demokratigæsterne er ikke så interesserede i fysiske rammer og faciliteter:

"Får beboerne besøg af deres børn og familie?" vil Mariana Diaz fra Honduras vide.

"Ja, nogle får mange besøg, andre få, og enkelte slet ingen," svarer forstanderen og forklarer, at gennemsnitsalderen blandt beboerne er over 92 år. Derfor er deres børn også ældre mennesker, og nogle af de pårørende bor langt væk.

Shale fra Lesotho vil vide, hvorfor ældre overhovedet flytter på plejehjem.

"Nogle er bange for at være alene. Andre kan ikke længere klare trapper eller haven eller er ramt af en blodprop eller hjerneblødning," svarer Linda Jensen, og Elisabeth Nielsen, medlem af ældrerådet i Odense Kommune, supplerer:

"I Danmark bor ældre jo ikke sammen med deres børn, og derfor kan børnene ikke hjælpe deres gamle forældre i dagligdagen. Og jeg kunne i øvrigt heller ikke tænke mig at være afhængig af mine børn," tilføjer hun, da Prem Timsina fra Nepal spørger, om de ældre hellere ville bo hjemme med hjælp fra familien, hvis de kunne vælge.

Undrende udlændinge
Det er ikke første gang, Helga Jørgensen, der også er medlem af ældrerådet, møder den undrende reaktion fra folk fra andre lande:

"Jeg har undervist indvandrere på sprogskole, og de kunne heller ikke forstå, at danske familier ikke tager sig af de gamle. Men de troede i øvrigt, at mere end 90 procent af Danmarks ældre boede på plejehjem. I virkeligheden er det lige omvendt. Og faktisk ville flere af dem da også godt indrømme, at det kunne være besværligt at have de ældre boende hjemme," fortæller hun.

Men gæsterne ser stadig ud, som om de ikke rigtigt tror, hvad de hører. De bliver dog lidt mildere stemt, da de hører, at plejecentret er en selvejende institution med tilknytning til en diakonissestiftelse og derfor lægger ekstra megen vægt på jul og andre højtider. Den slags scorer tydeligvis højere end en kvadratmeter fra eller til i ældreboligerne.

Niels Peter på 106
Vi får også en hastig rundvisning i de lyse og rummelige boliger, de store opholdsrum og de veludstyrede værksteder. Og endnu engang bryder kulturforskellen ud i lys lue.

Vores demokratigæster har ikke været længe nok i Danmark til at lære den særlige danske facon, som går ud på at drøne fra rum til rum og iagttage ting og udstyr, samtidig med at man ser ret igennem de mennesker, der befolker rummene. Og da slet ikke hvis disse mennesker er ældre, som bør omgås med særlig respekt, fordi de har æren for det samfund, vi yngre lever i nu. Altså i de lande, demokratigæsterne kommer fra.

Så mens Linda Jensen fortæller om centret, om dets tilbud og dets udstyr, falder demokratigæsterne fra én for én. De hilser på og falder i snak med nogle af de ældre beboere, der i starten kigger på de fremmedartede gæster med undrende øjne. Men undren bliver til smil, da en forsigtig dialog kommer i gang. Blandt andre med en af Danmarks ældste, 106-årige Niels Peter Andersen, der har boet på centret i over 20 år.

Aktive ældre
Tilbage i mødelokalet hører vi om Odense Kommunes ældreråd og stifter bekendtskab med et par af de ældre danskere, der absolut ikke lader sig pacificere, ældrerådsmedlemmerne Helga Jørgensen og Elisabeth Nielsen. De fortæller udførligt om, hvordan de holder godt øje med Odense Byråd, så politikerne ikke laver ting, der går ud over de ældre.

"Vi bliver hørt i en masse spørgsmål - også ting, der ikke kun har med ældre at gøre: kulturtilbud, placering af busstoppesteder, busplaner og meget mere, fortæller de. Vi sidder med i tilsynsråd for plejehjem og for ældreforsorgen og meget andet."

"Vi har ingen egentlig magt eller myndighed, men en masse kontakter og muligheder for indflydelse. Vi er jo også vælgere, og der er mange af os, så politikerne lytter. En anden styrke er, at vi er folkevalgte, så politikerne kan ikke bare fyre os, hvis de er uenige med os, som de kan med personale."

Ældre i Danmark har ikke den høje status, de - i hvert fald traditionelt - nyder i adskillige udviklingslande. Men de er borgere i et demokrati og foreningsland. Dét giver muligheder, som, konstaterede gæsterne, mange ældre er parate til at udnytte.