Christiansborg  
De ældre  
Fagforeningen    Landkommunen  
Sportsforeningen  
Skolebestyrelsen  
Unge i politik  
  

 

 

 

Unge i politik

Indflydelse koster

Det kniber med at få ungdommen til at engagere sig i politik. Og det politiske arbejde har da også sine omkostninger, fortæller ung venstre-politiker.

"Mindre end tre procent af Danmarks unge er medlemmer af et politisk parti, og alt for få unge er aktive i politik." Konstateringen kommer fra 25-årige Jane Marie Jegind, medlem af Odense Byråd for Venstre. Demokratigæsterne har specielt ønsket at møde en ung dansker, der har kastet sig ud i en politisk karriere, efter at de har hørt, at så få unge danskere gider gøre brug af de muligheder, demokratiet giver dem.

Foto: MS, Jesper HeldgaardDen unge venstre-politiker giver noget af forklaringen: Indflydelse koster. Selv meldte hun sig ind i Venstre allerede som 15-årig i protest mod en lærer, der "forsøgte at gøre alle eleverne til socialdemokrater". I 1997 blev hun valgt til Odense Byråd efter en intensiv valgkamp, og nu vurderer hun, at hun bruger 30 timer om ugen på det politiske arbejde.

"Og jeg vil gerne videre. Hvis jeg på et tidspunkt bliver tilbudt at stille op til Folketinget, vil jeg overveje det. Men det vil kræve endnu mere tid, og derfor har jeg også sagt til min kæreste, at skal vi have børn, så bliver det ham, der skal tage det store slæb med pasningen," proklamerer Jane Marie Jegind, og demokratigæsterne er ved at tabe både næse og mund. For nok synes de, det er friskt, at en ung, dansk kvinde er aktiv i politik, men sådan ligefrem at overlade hovedansvaret for børnene til manden, det er nu skrapt.

Alligevel møder Jane Marie Jegind respekt for sin kontante udmelding og sin vilje til at tage et politisk slæb.

Af journalist Jesper Heldgaard, november 1999

Jane Marie Jegind blev genvalgt til Odense Byråd ved kommunalvalget i november 2001.