Den første dag  
Didaktikovervejelser 
Diskussioner  
Kildekritik  
Kulturforskelle  
Kulturforståelse  
Links  
Materialer  
Projektopgaver   
Ungdomshuset    
 

 

 

 

Diskussionsforslag

Materialet Demokrati – Danmark set med andre øjne indeholder mange afsæt for diskussioner om demokrati og demokratiopfattelse. I engelskundervisningen vil det også være en mulighed med udgangspunkt i materialet at forholde sig til det engelske sprog, som det bruges og tales i tidligere kolonier. Endelig kan materialet også være et afsæt for en bredere diskussion af kulturmøde og kulturforskelle. Her findes et par eksempler på, hvordan materialet kan bruges til videre arbejde. Under materialer er der forslag på litteratur, videoer og andre materialer, der bidrage til diskussionerne.

Grundloven:
Den danske Grundlov har eksisteret i mere end 150 år og er ikke blevet ændret grundlæggende i sin opbygning siden.

  • Hvad kan grundlovens opbygning og rækkefølgen af indholdet, hvor Kongens rolle kommer før borgernes, sige os om demokratiopfattelsen i Danmark for 150 år siden i forhold til i dag?
  • Hvad siger grundloven om monarkens rolle og magt i demokratiet, og hvordan stemmer det overens med din viden og din opfattelse af, hvordan den er i praksis i dagens Danmark?
  • Ifølge § 56 er folketingsmedlemmer udelukkende forpligtede over for deres egen overbevisning. Hvad betyder det i praksis, og hvilke fordele og ulemper er der ved den bestemmelse?
  • Hvad siger grundloven om de grundlæggende menneskerettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed?

Demokratiopfattelse:

  • Hvor i casene og synspunkterne finder I eksempler på, at de otte demokratigæster har mødt sider af det danske demokrati og danskernes demokratiopfattelse? Med udgangspunkt i Hofstedes undersøgelse af kulturforskelle kan I diskutere, hvilke værdier og normer forskellene i holdningen er udtryk for.
  • Hvad er det fx udtryk for, når Rita Popo fra Uganda bliver forbavset over, at det er let at få danske politikere i tale, og når der generelt i gruppen er stor forundring over, at en borgmester skænker kaffe for gæsterne?
  • På hvilke områder er demokratigæsterne kritiske over for den måde, tingene foregår på i Danmark, og er I enige eller uenige i deres kritik?
  • Er I fx enige i, at danskerne ikke interesserer sig for hinandens velfærd, eller at danske forældre burde bruge mere tid på deres børn?
  • Er I enige i, at eleverne ikke har respekt for lærerne, eller at danske børn og unge mangler udfordringer, fordi staten tager sig af alting?

Unge og demokrati:
Flere steder i materialet nævnes det, at unge danskere ikke er så engagerede i demokratiet på alle dets niveauer som ældre generationer.

  • Hvordan stemmer det overens med jeres opfattelse og erfaringer?
  • Hvor mange af jer er fx medlemmer af og aktive i en forening eller organisation? Hvilke erfaringer har I med det?
  • Hvor mange har stemt ved folketings- eller kommunalvalg, eller ville have gjort det, hvis I havde stemmeret?
  • Er I enige med de konklusioner, 15 unge danskere er kommet frem til på en workshop om unge og demokrati?
  • Hvad mener I, at der kan gøres for at få unge til at engagere sig mere i demokratiet?

Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside under nyheder findes der forskellige debatindlæg om unge og demokrati, der kan være inspirerende.

Det engelske sprog:
Selvom alle demokratigæsterne taler engelsk nok til at kunne deltage aktivt i turen rundt i det danske samfund, er der stor forskel på, hvordan de formulerer sig på engelsk. Læs et par af hver af de otte gæsters synspunkter igennem, og prøv at lave en vurdering af deres engelskniveau ved at kigge på både ordforråd og de grammatiske fejl og stavefejl, I støder på. I præsentationen af hver af de otte gæster kan I se, hvad deres baggrund er, og hvilke sprog der tales i deres hjemlande. Kan I se en sammenhæng mellem personernes engelskniveau og deres baggrund, og synes det at have betydning, om engelsk bruges som officielt sprog i deres lande?