Dansk kaffetørst  
Dyrkning  
Elefantmærket  
Forarbejdning  
Forbrugsmønstre  
Kaffe som livsstil  
Kaffefakta  
Kaffens historie  
Kaffens vej  
Krisen i Nicaragua  
Krisens årsager  
Markedskollaps  
Politisk forbrug  
Prisaftaler  
Prisdannelse  
Nicaragua: fakta  
Nicaragua: handel  
Nicaragua: kort  
  


 


 

 

Krise i Nicaragua

En omfattende tørke ødelagde årets første høst i det nordlige Nicaragua i 2001. Småbønderne og landarbejdere med små jordlodder har ikke råd til effektiv kunstvanding, så de er helt prisgivet vejrgudernes luner. Det betød et gennemsnitligt tab af afgrøder på 66% i landets 49 hårdest ramte kommuner.

Men tørken var kun én del af problemet. Kaffen er en anden. Stor afhængighed af en enkelt salgsafgrøde har nemlig gjort Nicaraguas nordlige provinser meget sårbare: Er kaffepriserne gode, så er der liv og glade dage. Er de dårlige, så lukker og slukker al økonomisk aktivitet i området. Det er netop, hvad der skete i efteråret i 2001, hvor priserne på kaffemarkedet raslede ned.

Situationen ledte til fyringer af 23.000 arbejdere på de større kaffeplantager og bankerot for mange småbønder. Men problemet handlede ikke kun om høsten i 2001. Kaffemarkerne, som tidligere holdt over 100.000 landarbejdere beskæftigede, lå uvirksomme hen, og derfor frygter man også en produktionsnedgang på 35-40% for kaffehøsten i 2002.

Overalt i provinserne Matagalpa og Jinotega var historien den samme. Ejerne af kaffeplantagerne var økonomisk i knæ, og landarbejderne havde ikke fået løn i flere måneder. Exodoro Pastrán López fortsatte ufortrødent kampen mod ukrudtet, selvom han ikke havde set en lønseddel i ni måneder. "Problemet er, at ejerne ikke har penge. Så hvis ikke de snart får støtte fra regeringen, så bliver jeg også nødt til at flytte herfra og slå mig ned i vejsiden, selvom jeg helst ville blive her og arbejde. Men det kan jo ikke blive ved med at gå," fortalte han i august 2001.

Men riget fattes penge. Det stærkt forgældede Nicaragua har simpelthen ikke de midler, der skal til for at få produktionen i gang igen, og regeringens tilbud om en støtte på 50 US dollars pr. manzana jordlod med kaffe (lidt mere end en halv hektar) slår slet ikke til, mener kaffebønderne. De vil i stedet have en støtte på 35 US dollars pr. sæk kaffe, altså et betragteligt højere beløb.

De mange kaffearbejdere, som slog sig ned langs landevejene ved provinshovedstaden Matagalpa, har ikke stor lyst til at vende tilbage til kaffemarkerne. Som Carmen Morales Meza, enlig mor til syv piger, udtrykker det: "Hvorfor skulle vi vende tilbage til kaffemarkerne? Vi får en elendig løn og bliver udnyttet. Lige så snart der er problemer, bliver vi bare fyret igen. Hvis vi kunne få vores egen jord, ville det derfor hjælpe meget. I perioder uden arbejde ville vi kunne leve af det, vi dyrker. Som det er nu, så er vi uden alternativer, når vi bliver fyret."

Situationen er med andre ord kritisk, og selvom Nicaragua vil kunne fortsætte med at producere kaffe, så er der behov for at finde alternative løsninger. Private organisationer har foreslået at omlægge produktionen til at producere flere fødevarer og færre eksportafgrøder, specielt kaffe. Erfaringerne viser nemlig, at den langsigtede og usikre investering i en langsomtvoksende eksportafgrøde som kaffe ikke kan betale sig i et land som Nicaragua. Sårbarheden over for selv mindre prisfald er simpelthen for stor. Bønderne bør i stedet satse på afgrøder, som giver afkast med det samme, samt sikre, at de selv kan give produkterne den forarbejdning, der øger deres værdi på markedet.

Men hvor skal pengene komme fra? Der er ikke megen hjælp at hente i regeringskontorerne i Managua. Bankerne er der ikke megen støtte i. Inden for de sidste fire år er ikke mindre end fem banker krakket, alle med store interesser i netop kaffeproduktionen. De tilbageværende banker har ikke lyst til at brænde fingrene på de samme tvivlsomme investeringer og holder sig langt væk fra alt, der lugter af kaffe.