Om manglende globale dimensioner i undervisningen
Formål med artiklen at understrege følgende ting:

•    Behov for at undervisningen i Danmark bliver tænkt ind i globale sammenhænge
•    undervisningen skal tage udgangspunkt i at Danmark er et multikulturelt samfund
•    globaliseringen har betydning for det enkelte menneske
•    undervisningssektorens ansvar

Ellen Farr oktober 2015

Globale vinde i den danske undervisningssektor
Det er i dag muligt for elever i såvel folkeskole som i gymnasier at komme gennem et skoleforløb uden stort set at have beskæftiget sig med lande, kulturer og globale relationer, som ligger uden for Europa - det afhænger nemlig af den enkelte lærers personlige interesser og valg.
Verden er under stadig forvandling - på mange måder bliver den mere og mere kompleks. Globaliseringen betyder øgede muligheder og spændende udfordringer for mange i den vestlige verden - men for størstedelen af jordens befolkning betyder den øget fattigdom, marginalisering og afhængighed.
Globaliseringen betyder også, at verden er blevet mindre, at den er under konstant forandring og at vi oversvømmes med informationer og indtryk. Globalisering er blevet defineret som "intensiveringen af verdensomspændende sociale relationer, som forbinder fjerne lokaliteter på en sådan måde, at lokale begivenheder påvirkes af hændelser, der finder sted mange kilometer borte og vice versa." (Sagt af den engelske sociolog Anthony Giddens.)
Globalisering som grænseoverskridende fænomen er det, som mest markant ændrer verdens normer. Globalisering kan være udtryk for og årsag til fragmentering og rationalisme og kobles den med underliggende frygt kan den føre til nationalisme, racisme, militarisme og indeslutning i fæstningslignende ghettoer. Men globalisering kan også blive til voksende verdensfællesskab, hvor vi anerkender hinanden og træffer beslutninger i fælleskab.   

”Der fra min verden går”
Ikke underligt er vi alle meget påvirkede af det samfund, vi vokser op i - men det afgørende er her, at vi modtager mange forskellig artede påvirkninger og har en frihed til at forholde os til dem. Som europæere vokser vi op med en "eurocentrisk" tankegang og påvirkede af en vestlig civilisation, som gennem de sidste hundreder af år har koloniseret, undertvunget og underordnet det meste af jordens folk - og mere eller mindre skrevet deres historie - set gennem vores øjne. Vi har også værdisat andre kulturers normer, adfærd, religioner og etik og underordnet dem vores egen civilisations overlegenhed.
Edward Said, en palæstinensisk professor i moderne engelsksproget litteratur, har gennem sine mange analyser af den moderne engelske litteratur påvist, hvorledes europæisk kultur og politik tilsammen har udartet sig til et undertrykkelsesmønster, som kom til at omfatte selve tankegangen hos både undertrykkere og undertrykte, hvorved vi ikke bare bekræftede europæernes ret til at herske, men også deres pligt til at gøre det. Dermed har vi også udviklet en enorm mangel på anerkendelse og respekt for andre kulturer og deres tankesæt.
Globaliseringen betyder imidlertid, at den enkelte borger nu skal relatere sig til begivenhederne i hele verden, til viden og information, som kommer til os gennem medierne og internettet i en stadig stigende strøm. Danske firmaer arbejder internationalt, opkøbes af udenlandske firmaer og især den uddannede arbejdskraft skal være mobil og fleksibel, og her bliver den flerkulturelle kompetence essentiel. Her nytter det ikke, at man som dansker ikke viser respekt og åbenhed overfor de japanske forretningsfolk, de afrikanske embedsmænd, den latinamerikanske organisationskvinde. Her er det af betydning, at  vi i vores uddannelseforløb eller senere har fået vores egne normer sat under diskussion, fået indblik i andre kulturers værdier. At vi har fået forståelse for, at der er andre historiefortolkninger, andre vidensbaser og andre adfærdsnormer end de danske eller europæiske, som har vægt og betydning og er respekt værd.

Det multikulturelle Danmark
Danmark har i de sidste 50 år ændret karakter fra at være et samfund næsten udelukkende bestående af dansktalende og skandinavisk udseende mennesker og har fået en bred vifter af medborgere med anden national, kulturel, religøs og normmæssig baggrund og med et afvigende udseende. Det er udfordrende for os- og dèr hvor vi møder dem og falder i snak med vores nye medborgere  - dèr rokkes vi og undres, og vore egne normer og værdier kommer under overvejelse og styrkes eller ændres. Det multikulturelle samfund, vi nu er på vej til at få, har i høj grad været med til at udvikle og højne dansk kultur og vores egen selvforståelse- og dermed åbenhed overfor andre kulturer og værdinormer. Samtidig har det også skabt røre i andedammen. Der, hvor vi lukker os overfor det fremmede og de fremmede og ikke går i dialog, laver vi skyttegravskrig og skaber negative reaktioner i begge lejre. Det er uheldigt og koster samfundet og de enkelte mennesker dyrt.

Skolerne som smeltedigel
I de fleste danske skoler findes der i hver klasse et par tyrkiske elever, et par vietnamesere, eller somaliere, jugoslavere eller pakistanere. Men spørg eleverne, hvor mange af dem, der i klassen har været med til at trække på deres kammeraters anderledes baggrund, deres families viden, kunnen og medbragte kulturelle effekter i undervisningen. Hvor mange af skolernes elever har diskuteret familienormer, børn og forældres forskellige adfærd overfor hinanden, den enkeltes rettigheder overfor fællesskabet? Diskuteret liv og død og livets mening med elever og forældre og specielt inddraget familier med flerkulturel baggrund?
I de gymnasiale uddannelser er man ikke tilstrækkeligt bevidst om, at elever med en anden kulturel baggrund også kommer fra kulturer, hvor vores vestlige selvforståelse ikke er den eneste måde at se på tingene på, og hvor dannelse kan opfattes på andre måder. Her er det en udfordring for lærerne at udnytte denne anderledes kulturbaggrund til gavn for alle i klassen i en accept af, at vi ikke længere har at gøre med en ensidig national uddannelsesmassse. Ligesom det burde være en selvfølge at to-sprogede unge med fx flydende arabisk, tyrkisk eller urdo  støttes i at kunne udvikle sproget akademisk, - som en ekstra kvalifikation og ikke en hindring.

Provokation kan flytte holdninger
Undervisning skal rykke noget. Udvikling sker i grænseområderne og ved modstand. Undervisning kan ikke trives uden modstand og provokationer. De bedste og mest lærerige seancer vi har oplevet er dem, hvor læreren eller oplægsholderen virkelig provokerede os og sagde noget, som gik stik imod det, vi tog for givet. Det fik os til at tænke, mobiliserede vores argumentationsevner og tændte vores engagement - og vi stoppede ikke ved timens udgang, men diskuterede videre i frikvarterne og efter skoletid. Det blev til seriøs refleksion og udvikling.
En holdning er noget, eleverne selv danner sig - man er altså selv med i dens dannelse, men man er selvfølgelig ikke fri for påvirkning. Her kan man skelne mellem en påvirkning, som har karakter af magtudøvelse og forsøger at påtvinge bestemte holdninger, og så en påvirkning som har karakter af frihed og sætter eleverne i gang med selvrefleksioner. Alt liv er essentielt udveksling med omgivelserne og de andre og derfor slet ikke mulig uden påvirkning. Afgørende er, at påvirkningen sætter selvstændige refleksioner igang og udvikler den kritisk sans.

De 2 sprogede elever som en ressource
Heldigvis har en del lærere tænkt over det og gjort det, men for mange lærere oplever de nye elever, der ikke taler helt flydende dansk, som værende besværlige, nogle der koster ekstra anstrengelser og ekstra timer, som man ikke altid får ude på skolerne. Når så de "fremmede elever" taler godt dansk, er de blevet til elever, som man udfra et meget dansk ønske om ligebehandling og retfærdighedsfølelse behandler ganske som de dansk-danske elever i klassen. Dermed bruger man ikke deres anderledeshed, viden og baggrund kreativt og udviklende for alle elever. Man taber en stor mulighed af hænde.
Det kræver nemlig, at man som lærer tør vove sig ud og tage emner op og inddrage forældre og familie og dermed emner, hvor læreren ikke helt er hjemme i alt stoffet og ikke kan forudse, hvad der sker, hvad alle siger - eller har svarene selv på alt. Derfor er der behov for at se på lærerrollen og lærerens forudsætninger for at undervise i en flerkulturel sammenhæng og i emner, hvor der ikke er faste svar eller holdninger, men en lang række brikker og dimensioner, som den enkelte så må forholde sig til, og hvor spørgsmålene er vigtigere end svarene.

Samtidens begrænsning
Flerkulturel kompetence og global dannelse er en del af den læring, samfundet har brug for, at skolen videregiver til de unge. Morgendagens mennesker vil helt konkret komme til at leve i en verden, hvor rige bliver rigere og fattige bliver fattigere, hvis der ikke sættes ind globalt. De vil opleve følgerne af etniske og økonomiske spændinger, overbefolkning, store folkevandringer og/eller flygtningestrømme, miljøødelæggelser, vold og globale sygdomme. Det er vigtigt, at eleverne er klædt på med både holdninger og værktøjer, som gør det muligt for dem at overleve ikke bare fysisk men som mennesker med empati og handlekompetence. Med global dannelse forstås en viden og et overblik, som kombineret med medborgerskab giver de unge mulighed for at handle ansvarligt og med næstekærlighed.
Diskussionerne i Danmark i forbindelse med Syrienskrisen og de stigende flygtningeproblemer viser klart, at der til stadighed er behov for at sikre viden, overblik og indsigt i aktuelle situationer, så vi bliver i stand til kritisk at vurdere de politiske udmeldinger og skabe egne holdninger. Vi er hele tiden underlagt vores egne samtidsbegrænsende synsvinkler. Bevidstheden om den begrænsning er vigtig. Omskrivninger af historieundervisningen, religionstimerne og filosofiundervisningen kan også komme på tale, specielt i afvejelserne af andre ikke-europæiske folks historie og kulturer, og det er en udfordring, som man helt op på universitetsplan må overveje.

Den internationale dimension er - ikke kun - Europa
Det er vigtigt, at Undervisningsministeriet medvirker til at gøre uddannelserne i Danmark mere åbne overfor omverdenen og gøre de kommende generationer bedre rustede til at kontakte og forstå andre kulturer - og det er på høje tid. Taler man med såvel danske som udlandske diplomater, forretningsfolk og pressefolk, hører man alt for ofte om såvel danske politikere som forretningsfolk, som rejser ud uden saglig viden om kulturel sensitivitet og respekt for de lande og kulturer de besøger, og det koster Danmark både forretninger, respekt og indflydelse.
Problemet er, at man i undervisningsreformerne de senere år fokuserer så meget på formelle kompetencer og eksamensfag, at man savner dannelsesfagene og vigtigheden af at opbygge interkulturelle og globale dimensioner på alle niveauer. Man har i mange år arbejdet på at bringe Danmark tættere på resten af EU og har haft EU-midler hertil, mens relationer til resten af verden og specielt fjernere liggende lande og kulturer ikke omtales overhovedet. I praksis viser det sig også, at alt hvad der ligger uden for EU og den europæiske dimension har særdeles ringe vilkår i den daglige undervisning, og i alt for stor grad afhænger af den enkelte lærers egen personlige interesse.
Selve det, at det i dag er muligt for elever i såvel folkeskole som i gymnasier at komme gennem et skoleforløb uden stort set at have beskæftiget sig med lande, kulturer og globale relationer, som ligger uden for Europa, er et faktum, som jeg har fået bekræftet ved at snakke med unge i forskellige NGO'er og med mine egne børn og unge. Såvel som forælder til disse unge samt som samfundsborger og som redaktør af Globalskole.dk bekymrer det mig.
Undervisningsministeriets vejledninger og de lokale læseplaner stiller kun i ringe grad krav til at inddrage ulandsformidling kontinuerligt i skoleforløbet. Det betyder, at de åbninger overfor udveksling og kontakt, som ministeriet tilstræber med sine internationale bestræbelser, begrænser sig til åbenhed overfor andre vestlige kulturer i EU-regi og for EU-midler. Som tidligere lærer og kursusholder på seminarier ved jeg, at mange lærere gennem deres seminarieuddannelse er klædt for dårligt på til at takle de mange store globale emner og flerkulturelle sammenhænge. Eleverne kommer derfor til at mangle viden, metoder og sammenhængende forståelsesrammer for de mange globale og kulturelt betingede emner og temaer, som de dagligt støder på i hverdagen gennem TV, radio, musik, internet og presse. Derved uddannes vi til ukritiske, uvidende og selvoptagede individer, og der kommer alt for let grobund for fremmedhad og hetzkampagner overfor bestemte grupper, kulturer og religioner.
De seneste foreslåede nedskæringer af ulandsbistanden og oplysningen risikerer at komme til at foregå uden mediestorm, bl.a. fordi for få har indsigt i, hvad det betyder, når vi ikke får engageret nyt og aktuelt undervisningsmateriale. Da regeringen i 2005 beskar Oplysningsbevillingen drastisk og hindrede organisationer med arbejdserfaring og konkret viden fra udviklingslandene i at søge oplysningsmidler, lukkede Mellemfolkeligt Samvirkes bibliotek og forlag og landsdækkende oplysningsnetværk. Mange kunne ikke helt overskue konsekvenserne heraf og protesterne var få. Erfaringerne viser, at mængden af undervisningsmaterialer med globale og interkulturelle emner næsten forsvandt og mængden af levende, engagerende undervisningstilbud til skolerne blev minimerede. De nuværende nedskæringsforslag udstiller en manglende fantasi, viden og forståelse hos politikerne for undervisningens og forskningens betydning for et samfunds udvikling.
Mange skoler nedprioriterer for ofte ulandsemner eller behandler dem enkeltstående og uden sammenhæng med vores egen kultur og levevilkår, og der mangler globale vinkler på de temaer, lærerne vælger bl.a.  pga. de store omstillingsprocesser skolerne er inde i med de nye reformer, eksamenskrav og inklusion, som kræver store ressourcer. De mange nye grundbogs- og lærebogsystemer, som annoncerer med at leve op til folkeskolens og gymnasiundervisningens krav giver globale emner, ulandsproblemer, bistand, internationale relationer en meget overfladisk om nogen dækning overhovedet. Netop dette understreger, at de ministerielle krav er for uigennemtænkte, og man har ikke en holistisk tilgang til undervisningen og tænker emnerne ind i den store globale sammenhæng, vi lever i.
    1. Der er behov for, at Undervisningsministeriet fortsat støtter og udvider arbejdet med de internationale konsulenter som kan sikre arbejdet med globale dimensioner i undervisningen. Her er Unesco-arbejdet simpelthen ikke fyldestgørende eller vægtigt nok. Det "Danske Center for Internationale Uddannelsesaktiviteter" bør have globale dimensioner som et prioriteret arbejdsområde.
     2. Der er behov for vejledninger fra ministeriet for at sikre, at seminarierne "klæder" de kommende lærere på, så de kan undervise fremtidens elever og sætte hverdagen ind i de store globale sammenhæng. Det kræver at globale vinkler og global tænkning inddrages i alle seminariets fag.
    3. Der er behov for at læseplanerne følges op af ministerielle vejledninger for at sikre en 4de dimension i undervisningen, nemlig den globale og interkulturelle dimension, således at de enkelte skoler og lærere prioriterer og tænker globale vinkler ind i deres arbejde.
    4. Der er behov for at ministeriet prioriterer midler til udvikling af undervisningsmaterialer og uddannelsesprojekter, som har globale og interkulturelle vinkler og udsyn.
    5. Der er behov for at ministeriet sætter særlige midler af til specielle undervisningstiltag og initiativer for at fremme de globale sammenhænge og dimensioner i hele det danske uddannelsessystem.

Og vi kan yderligere tilføje, at der er et stort behov for, at vi i Danmark får en gennemgribende diskussion af, hvad det egentlig er for en undervisning, der er brug for, og hvad det er for et samfund og hvilke værdinormer det er, vi uddanner vores unge mennesker til.

Værdier under udfordring
Danmark er et dejligt land, og vi har gennem årene udviklet mange gode værdier og samfundsnormer, som vi med rette kan være stolte af. Værdier, som man bekræftes i, når man rejser ud og møder andre samfund. Vi forstår, hvor priviligerede vi er i Danmark, og hvor meget, der er at værne om og udveksle med andre lande.  Men vi har behov for at se os selv realistisk, at udvikle os og se kritisk på vores egen kultur og samfund i en overordnet ramme, hvor vi tør sætte spørgsmålstegn ved vore egne fortræffeligheder, hvor vi tør gå ud i grænselandet og gå i dialog. Det er her, vi kan lære og udvide vores kulturelle grundlag, således som vi har gjort i århundreder. Det er, når Danmark har interageret med andre nationer og kulturer, at det virkelig har rykket, og hvor vi virkelig har udviklet de grundlæggende værdier og normer i vores samfund. Det er vigtigt, at vi forstår, at det er vores unge og deres uddannelse, som skal styrkes kulturelt og globalt, for at vi kan vedblive med at have et  Danmark, vi kan være stolte af, og som vi alle, uanset vores sproglige eller kulturelle mangfoldigheder, kan tage afsæt fra og blive globale verdenborgere.

Ellen Farr,  oktober 2015